Ligesom der de seneste år har været en øget interesse for slægtsforskning, er stadig flere optaget af, hvor de kommer fra. Som beskrevet i Kristeligt Dagblads serie ”Hvor er du fra?”, betyder hjemstavnen stadig mere for danskernes selvforståelse. Selvom de måske for længst har forladt Bornholm, Vendsyssel eller Sønderjylland og er flyttet til hovedstaden eller de større byer i Østjylland, finder mange stor fornøjelse i at søge og opdyrke det lokale. Hvor man måske tidligere havde travlt med at lægge dialekten og andre egnskarakteristika fra sig, når man flyttede til en større by, synes unge, der flytter til storbyen, at det er sjovt at mødes med andre fra Lolland, ligesom ældre finder stor fornøjelse i lokale Facebook-grupper, hvor de deler billeder af små byer, som de så ud engang.
Det er kun godt, at provinsskam er på retur, og måske hjælper de to coronasomre på kendskabet til eget land. Mange både børn og voksne har fået øjnene op for de skønne – og varierede – egne, Danmark består af. Og har med overraskelse i stemmen konstateret, at der er dækning for de mange lovprisninger af fædrelandet i Højskolesangbogen, som blandt andre Limfjordsdigterne står bag, ligesom man faktisk stadig kan gå i de landskaber, som malerne i Nymindegab, Skagen og Odsherred engang var inspireret af.
Bagsiden af den øgede bevidsthed om hjemstavnen hedder imidlertid polarisering. Et kunstigt skel mellem by og land. Hovedstad og provins. Øst og vest. Jyder versus københavnere. Forskelle, som politikere dygtigt har forstørret og fremelsket godt ført an af regeringen, der med sine helt reelle intention om at skabe et Danmark i balance med gode uddannelsesmuligheder, lægehuse og tryghed i hele Danmark, mere eller mindre indirekte fastslår, at produktionsdanmark i provinsen er mere autentisk, end det liv mange mennesker lever i de større byer, hvor de hver dag sidder ved en computer. Som om det ikke også bidrager til nationens velstand, og som om deres liv er mindre ægte.
For det er kunstige skel. Og ødelæggende for netop sammenhængskraften. Den vi oplevede tidligere på sommeren, hvor Dannebrog hang fra vinduerne i alle dele af landet, mens der blev heppet på fodboldspillere, der nok er vokset op i Øster Vrå, Jyllinge eller Esbjerg, men først og fremmest er danskere. Præcis som publikum. For sandheden er, at kulturforskellene i Danmark er ganske små. Vi er bundet sammen på kryds og tværs i familier, og i øvrigt kan man nå fra øst til vest og fra nord til syd på få timer takket være et motorvejsnet, der slår det tyske og svenske samt et utal af broer, færger og jernbaneforbindelser.
Og som forfatteren Jens Smærup Sørensen tidligere har sagt til denne avis ”...er sandheden, at vi alle er storbymennesker. Vi spiser også sushi på Mors”. Og netop det er nok forklaringen på, at mange med nostalgi søger hjemstavnen. Som den var engang.