Kristeligt Dagblad mener: Eliten tog fejl, og nu gælder det om at lytte til den marginaliserede underklasse

Livet dør jo ud, i hvert fald her i Europa, hvis alle er gamle og ingen får børn. Vi må genfinde de nære fællesskaber

KRIGEN I UKRAINE synes at gøre det ekstra svært i år at finde det håb, der normalt kendetegner påskedagene. Store flygtningestrømme og barbari på Europas dørtærskel sætter optimismen i relief. Griber man til en af de vigtigste bøger lige nu, ”Mellemspil. Historien om tiåret, da Europa brast 2010-2020” af den norske politolog Asle Toje, tegner sig også et dystert fremtidsscenarie.

I bogen rejser forfatteren rundt i en række europæiske lande, inklusive Ukraine, hvor samfundene tydeligvis er ved at falde fra hinanden. Som han forklarede i et interview her i avisen frygter han en fremtid, hvor Europa skal håndtere de økonomiske tilbageslag, der som mørke skyer i horisonten rykker faretruende tæt på. Om få år vil Europas økonomi udgøre mindre end 10 procent af verdens samlede økonomi, men vi står med 50 procent af de samlede udgifter til velfærd i verden. Samtidig rasler fødselstallene ned. Vi er i Tojes optik for kostbare i drift, og vi er alt for få til at betale regningen.

NÅR BOGEN ER vigtig, er det, fordi den giver stemme til en række mennesker, der normalt ikke finder vej til medierne eller indgår i den aktuelle politiske samtale. Toje taler med pornoindustriens bagmænd i Prag, barnløse unge i Athen, der fravælger parforhold og familie, arbejdsløse i Bilbao, og migranter fra den absolutte underklasse i London. Igen og igen bekræftes billedet af et Europa, hvor middelklassen skrumper, underklassen vokser eksplosivt, og adgangen til overklassen er umulig for alle på nær nogle meget få. Det viser sig med stor tydelighed, at den drøm, som så mange i Europa nærede efter 1989, er i fare for at udvikle sig til et mareridt. Det var alligevel ikke hele verdens befolkning, der tørstede efter menneskerettigheder og multikulturalisme, og efter globalisering og gudløshed.

En anden bogaktuel forfatter, den prisbelønnede Ben Lerner fra USA, kom forleden i et interview her i avisen med et bud på, hvad der er gået galt: ”Baggrunden for den nuværende krise går tilbage til 1990’erne, hvor den offentlige debat var fyldt med snak om ’historiens afslutning’ og fantasien om, at den liberale verdensorden med Berlinmurens fald havde sejret. Men forestillingen var og er en elitær verdensfjern drøm skabt af hippierne, der voksede op og blev 'boomere' og overbeviste os alle om, at deres liv og holdninger var endeløst fascinerende. Bill Clinton var cool og spillede saxofon på MTV, og kommunikerede, at hans generations centrum-venstre teknokratiske vision havde sejret, og nu var historien slut. Det var den selvfølgelig ikke.” Beskæmmet har Lerner erkendt, at hans generation af progressive tog fejl.

TILBAGE TIL Asle Toje og håbet, for det må da findes? Det ligger dybt i os, og særligt her i påskedagene, at døden og nihilismen ikke skal få det sidste ord. Livet dør jo ud, i hvert fald her i Europa, hvis alle er gamle og ingen får børn. Vi må genfinde de nære fællesskaber, mener Toje, og genvinde troen på, at vi ikke er enestående og frit svævende individer, men indgår i en sammenhæng.

Den bogaktuelle norske forfatter har helt ret, når han i sin dystre prognose alligevel finder små tegn på håb og fremdrager dette gamle råd fra et Edda-kvad: ”Som det hedder i Hávamál: Mann er manns gaman. Menneske er menneskets glæde.”

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.