Kristeligt Dagblad mener: En bred regering sender et glimt af håb ud i vintermørket

Der er bestemt gode grunde til at være imod den brede midterregering, som fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag bekræftede, at hun har som mål for sine forhandlinger med de andre partier: Den kan blive så bred, at den er handlingslammet. Den kan blive så stærk, at den marginaliserer enhver opposition og derfor forstærker politisk polarisering. Eller den kan kun holde sammen, fordi den har et apolitisk, teknokratisk syn på samfundets udfordringer og i virkeligheden lægger låg på sunde og naturlige modsætninger.

Ikke desto mindre er en bred regering, der bygger bro over blokkene, det bedste bud på en ledelse af landet i den helt ekstraordinære krise, vi med fuld fart bevæger os ind i. Der skal træffes svære beslutninger, der kræver grundig forberedelse, og som kun er holdbare, hvis de har et solidt flertal af forpligtede regeringsbærende partier bag sig.

Den skræmmende høje inflation er stik imod prognoserne på ingen måde aftagende. Sammen med en snart begyndende arbejdsløshed og økonomisk stilstand eller direkte tilbagegang både hos os og i andre rige lande tegner der sig en foruroligende kombination af økonomiske lidelser, som vi dårligt nok så i de ellers kaotiske 1970'ere. 

Læg dertil flere dystre forhold som en energikrise, der kun har været lidt dæmpet på grund af det indtil for nylig milde efterår, og et sundhedsvæsen, der er så presset, at hospitaler nu begynder at sætte "Lukket"-skilte op i døren til deres akutmodtagelser, noget, der ikke burde kunne ske i et velordnet samfund. Og kom så en helt uforudsigelig sikkerhedspolitisk situation oveni – så står Danmark i en historisk udsat og risikabel situation.

SÅ JO, DER ER FAKTISK al mulig grund til, at de ansvarlige partier søger sammen. Det ville sende et glimt af håb ind i et tiltagende vintermørke, hvis de partier, der er vant til at have del i ledelsen af landet, kunne lægge mere hverdagsagtige uenigheder til side og gå sammen i en periode.

Ikke fordi de ideologiske skel mellem Socialdemokratiet og Venstre eller mellem SF og Det Konservative Folkeparti er forsvundet, eller fordi nogen tror, at der pludselig findes værdifrie politiske beslutninger. Men fordi ansvarlige politikere faktisk kan fokusere på fællesmængder i stedet for forskelle, når det gælder.

EFTER EN TIL TIDER BITTER valgkamp gør det ondt på partiledere, der har underkendt hinanden både moralsk og politisk, at gå til forhandlingsbordet. Ingen har mere end Jakob Ellemann-Jensen (V) måttet bide flovheden i sig ved at fastholde samtaler med en fungerende statsminister, som han indtil for nylig fnyste ved tanken om at gå i regering med.

Så meget desto mere beundringsværdigt er det, at han ikke flygter fra udfordringen. Hvis man vælger at tro, at han ikke kun er drevet af et ønske om ministerposter til sit parti, men primært af et ægte ønske om at hjælpe landet, så er det næsten beundringsværdigt, hvad han for tiden udsætter sig selv og sit parti for. Risikoen for at stå med en blank afvisning efter at have blottet sig selv i et taktisk forhandlingsspil ville skræmme mange andre fra at forsøge. Derfor er det også opmuntrende at se, at Søren Pape Poulsen (K) heller ikke længere afviser et regeringsansvar.