Hvad gør man, når Rusland, verdens femtestørste militærmagt med kampvogne, kampfly og flere hundredetusinder soldater, krydser ens grænse med en direkte og aggressiv målsætning om invasion? Ja, fra den ukrainske præsident Volodimir Zelenskij, hvis lands militære styrke i forvejen ikke skal undervurderes, har svaret i høj grad været at sikre en fælles, national mobilisering i kampen mod den russiske hær.
Med indkaldelsen af veteraner, en opfordring til ukrainere i udlandet om at komme hjem samt et tilbud om uddeling af våben til alle, der vil deltage i kampen mod Rusland, skaber Zelenskij et politisk, militært og folkeligt fundament for en krig, der meget vel kan trække blodige spor i Ukraine de næste mange år.
Denne betoning af det fælles ansvar for landets sikkerhed står i kontrast til de seneste snart fire årtiers aktivistiske danske forsvarspolitik. Værnepligten eksisterer ganske vist stadig, men fokus har været på udviklingen af et mindre og mere specialiseret forsvar, der på fornemste vis og med stor international anerkendelse har opereret i blandt andet Bosnien, Irak, Libyen og Afghanistan.
Ganske vist blev det med det aktuelle forsvarsforlig, som dækker perioden 2018-2023, aftalt, at antallet af værnepligtige skal øges med "op til 500 årligt", men hvor der eksempelvis i 2005 var 6290 nye værnepligtige, var tallet sidste år på 4770 nye værnepligtige - som for 99,9 procents vedkommende havde meldt sig frivilligt. Går man længere tilbage, eksempelvis til koldkrigsårene i slutningen af 1960'erne, blev der årligt indkaldt mere end 20.000 værnepligtige.
Intet tyder på, at Danmark indgår i de tsaristiske imperiedrømme, som Ruslands præsident Putin tragisk og kynisk forsøger at udleve med krigen i Ukraine. Men det er samtidig en kendsgerning, at den verdensorden, der blev etableret med Murens fald, er brudt sammen. Truslen er reel, den er rykket tættere på, og den kræver et modsvar, hvilket bør inkludere en oprustning af værnepligten, helt oplagt for både mænd og kvinder, som ikke udstationeres i fjerne lande, men herhjemme, fra kasernen i Oksbøl i Vestjylland til Almegårds Kaserne på Bornholm. En nær konflikt kræver et nært forsvar.
Det bør heller ikke undervurderes, at der med værnepligten er en demokratisk bro mellem befolkningen og forsvaret. Det danske militær er i mindre risiko for at blive en stat i staten, når høj som lav fra den brede befolkning inddrages i ansvaret for landets sikkerhed, og regeringen kan kun opfordres til, at der i forhandlingerne om næste forsvarsforlig sættes ekstra fokus på værnepligten, også med ambitionen om at leve op til Nato-målsætningen om, at to procent af bruttonationalproduktet går til forsvaret.