Det kan være svært for vesteuropæiske politikere at lægge ansigtet i de rette folder, når en polsk premierminister anklager EU for at indlede en Tredje Verdenskrig mod Polen. En verdenskrig, som landet i øvrigt vil forsvare sig imod med alle våben. Krigsretorikken er malplaceret, hvis man ikke har Polens traumatiske historie for øje. Et land, som stormagter tre gange har delt imellem sig, ja, endda fjernet fra landkortet, og som mistede hele 20 procent af sin befolkning under Anden Verdenskrig.
Derfor kan vestlige politikere i deres tilgang til Polen med fordel gøre sig bekendte med nationalsangen Dabrowski-mazurkaens første strofe om, at ”End er Polen ej fortabt, så længe som vi lever. Hvad os fremmed magt bortrevet har, vil vi med sværd genvinde”. Det ligger i den nationale selvopfattelse, at man nægter at lade sig tryne, og den nationalkonservative regering er eminent til at spille på det patriotiske klaviatur imod angivelig afpresning fra EU.
For EU-Kommissionen og de andre medlemslande gælder det derfor om at udvise historisk fingerspitzgefühl i deres tilgang til Polen, og det er ikke uden grund, at det altid er Tyskland, der opfordrer til dialog og pragmatisme. Den slags er der også behov for i konflikten om den polske forfatningsdomstols opgør med EU-retten, også selvom domstolens afgørelse tager den gradvise demontering af retsstaten til nye højder.
For modsat i Danmark, hvor det var borgere, der anlagde en sag om suverænitetsafgivelse i forhold til Maastricht-traktaten ved Højesteret, er det her regeringen, der har bedt dommere – som den selv har udnævnt – vurdere, hvorvidt EU-ret strider mod grundloven. Og selvom Højesteret i 1990’erne også fastslog, at danske domstole kan undlade at efterleve retsakter, hvor man mener at have afgivet for meget suverænitet, så er det ikke noget, der er blevet brugt politisk eller i praksis. Den polske afgørelse bliver netop brugt som politisk redskab og sætter spørgsmålstegn ved selve fundamentet for unionen.
For der er hverken tale om afpresning eller en krig, når man skal overholde reglerne i en forening, man frivilligt har meldt sig ind i. Som traktatens vogter er det Kommis-sionens opgave at sørge for, at alle lever op til disse regler. Derfor er det kun rimeligt, at man foreløbig tilbageholder næsten 270 milliarder kroner fra coronafonden, indtil man afventer de ungarske og polske sagsanlæg om retsstatsmekanismen ved EU-Domstolen. For her kan selvsamme domstol åbenbart godt bruges til at prøve at kradse penge ind. Det er forstemmende, fordi det bidrager til en opfattelse af, at Polen kun er med i EU for at blive forgyldt.
Alligevel er det vigtigt at holde hovedet koldt, så striden om den polske retsstat ikke udvikler sig til den største krise for EU siden Brexit – eller ligefrem til en Polexit. Modsat briterne hører polakkerne til i centrum af Europa. Østudvidelsen handlede om endelig at samle Europa. EU bliver nødt til at stå fast på sine demokratiske kerneværdier, men det gælder også om at overbevise polakkerne om, at vi har brug for dem i Europas midte.