Kristeligt Dagblad mener: Endnu en mudret aftale om menneskers fremtid

Set fra et dansk perspektiv var COP26 mest en anledning til at føre os frem som de grønneste af de grønne. Det er givetvis godt for dansk erhvervsliv og for danske politikeres selvfølelse. Men i det store billede batter det ingenting.

Det er sjældent en udpræget fornøjelse at følge beslutningsprocesser i FN. Således heller ikke de seneste to uger, hvor klimatopmødet COP26 har fundet sted i skotske Glasgow. Dertil er processen simpelthen for teknisk, bureaukratisk og uigennemskuelig. Sagen er blot den, at når det kommer til de store fælles globale udfordringer, så har vi ikke alternativer. Konsensus og demokrati er den værste styreform – bortset fra alle de andre, vi har forsøgt.

Sent lørdag aften lykkedes det så de knap 200 lande at nå til enighed om en klimaaftale, som fastholder det ambitiøse mål fra Paris-aftalen om at begrænse klodens temperaturstigning til 1,5 grader, men som samtidig udskyder en række centrale beslutninger til COP-mødet i Egypten næste år. Mange er skuffede, nogle er positivt overraskede, og de fleste af os står nok tilbage med den opfattelse, at når klimadagsordenen nu er så afgørende, som videnskabsfolk, aktivister, erhvervsliv og politikere siger, hvorfor ser vi så ikke at komme i omdrejninger.

Blandt de positive resultater fra COP26 er det værd at fremhæve, at der for første gang er indgået aftale om at begrænse fossile brændsler som kul og olie, at der blev indgået en ambitiøs aftale om at stoppe skovrydning senest i 2030, og at USA og Kina som de to mest udledende og dermed mest afgørende lande i hele klimaprocessen udsendte en fælles erklæring om at forfølge målene fra Paris-aftalen. Endeligt ses det af mange iagttagere som helt afgørende, at verdens største banker, investeringsfonde og pensionsselskaber har besluttet at øremærke gigantiske milliardbeløb til den grønne omstilling. Penge taler.

Blandt de negative vil klimaaktivister fremhæve, at et land som Indien i 11. time underminerede aftalen om udfasningen af kul og olie. At u-landene ikke kompenseres tilstrækkeligt. At der fortsat er langt mere snak end handling. Og at selv de mest ambitiøse aftaler, der er indgået, langtfra er nok.

Set fra et dansk perspektiv var COP26 mest en anledning til at føre os frem som de grønneste af de grønne. Det er givetvis godt for dansk erhvervsliv og for danske politikeres selvfølelse. Men i det store billede batter det ingenting.

Hvor efterlader det så alle os andre og kampen om klimaet? Jo, klimadagsordenen vil fortsat buldre derudad med tiltagende styrke. Det er og bliver det 21. århundredes store politiske kamp, fordi det handler om milliarder af menneskers mulighed for også i årtierne og århundrederne, der kommer, at kunne bo og leve på denne planet. Til syvende og sidst er klimadebatten en forhandling om, hvor meget vi kan og vil lave om på vores liv og vores samfund, og hvor mange penge vi vil bruge på, at det måske kan lykkes.

Hvis det ikke lykkes at begrænse temperaturstigningerne, så det meste af kloden også i fremtiden vil være beboelig, vil konsekvenserne være kolossale. Men det er langt fra sikkert, at vi kan gøre det. Både fordi den politiske proces er grumset og ineffektiv, og fordi nogle af naturens processer efter alt at dømme er uden for menneskers kontrol. Men selvfølgelig skal vi gøre forsøget.

Lykkes det ikke, vil det en skønne dag afsløre for os, hvor ligegyldige, vi mennesker er. Naturen og planeten skal nok klare sig på den ene eller anden måde. Men vores egen ubetydelighed er noget af det værste for mennesker at blive mindet om. Når det engang for alvor er gået op for os, er det formentlig for sent. Lad os kæmpe imod, så længe vi kan.