De fylder det hele i øjeblikket, de stigende energipriser. Når man hører det brummende køleskab, når man snakker over hækken, når man åbner avisen, og når man ser mod Ukraine og den krig, der har været i gang i over et halvt år. De stigende energipriser har forbindelse til de fleste aspekter af vores liv, vores indre og ydre velbefindende, og er en påmindelse om, at alt og alle i denne verden i sidste ende er forbundet. Netop derfor er energikrisen så svær at agere i – både for det enkelte menneske og for stater.
Energikrisen trækker tråde til socialpolitik, økonomisk politik og sikkerhedspolitik. Hvordan sørger man for, at de borgere, som de stigende forsyningspriser rammer hårdest, bliver grebet og har råd til at leve, uden at man sætter et helt lands økonomi over styr og lægger endnu mere brænde på inflationens bål? Hvordan sikrer man, at den uro hos den enkelte, som forsyningskrisen har vakt, ikke bliver en dominerende kollektiv uro, der manifesterer sig i folkelige protester, som det ses i flere europæiske lande, blandt andet Tyskland? Og hvordan holder man fast i den folkelige opbakning og forståelse for ukrainernes situation, som på fineste vis blev udløst helt af sig selv den dag i februar, hvor Rusland gik ind over landegrænsen og ændrede historiens gang, men som bliver sværere og sværere at holde fast, des koldere det bliver, og des mindre pengepungen vejer?
Det er i denne svære disciplin, at EU og europæiske regeringer prøves i øjeblikket. EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, præsenterede onsdag et bud på en lovgivning, der blandt andet rummer en Robin Hood-model: Man vil sende 1041 milliarder kroner, der kommer fra energiselskabers ekstraordinært høje profit, ud som hjælp til udsatte forbrugere og mindre virksomheder, der har svært ved at betale energiregningerne. Hvordan og hvornår det helt præcis kommer til at lade sig gøre, er svært at se for sig, men det er dog positivt, at EU viser handlekraft. For uden en fælles front bliver de enkelte EU-lande let magtesløse over for Putins store gas-spil, som man ser det i Tyskland.
Onsdag præsenterede også den danske socialdemokratiske regering sit forsøg ud i den svære balancekunst. Regeringen vil hjælpe de danskere, der ikke kan betale de ekstraordinært høje energiregninger, gennem en frivillig låneordning, hvor man kan vente med at betale den del af sine regninger på el, gas og fjernvarme, som ligger over sidste efterårs prisniveau. Lånemodellen, som går hånd i hånd med en opfordring til stadig at spare, ligner et rigtig godt bud på, hvordan man kan hjælpe de allermest udsatte grupper af samfundet gennem krisen. Uanset hvilken metode en regering måtte vælge, vil der være fordele og ulemper, og det gælder også for denne, hvor man blandt andet kan frygte, at der opstår en kæmpe gæld, som de ramte familier aldrig kan betale tilbage. Det problem må løses i bedre og fredeligere tider. Lige nu handler det om at hjælpe både Ukraine og de mest udsatte danskere gennem krisen.