Kristeligt Dagblad mener: Enhedslisten er de friværdiramtes favorit

Paradokset er tydeligt: Indbyggerne i Københavns Kommune har næppe nogensinde før været så friværdibærende, mellemlagssatte og vellønnede som i dag - samtidig med at de aldrig før har stemt så rødt

"Den fremgang, Enhedslisten står til i flere byer, vil næppe afspejle sig ved næste valg til Folketinget," skriver Jeppe Duvå.
"Den fremgang, Enhedslisten står til i flere byer, vil næppe afspejle sig ved næste valg til Folketinget," skriver Jeppe Duvå. . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Almindelige menneskers mistanke mod socialister gik i gamle dage på, at disse af taktiske grunde sikkert forklædte sig som demokrater og brugte pæne parlamentariske fraser, men i virkeligheden - når projektørlyset var slukket - aktivt arbejdede for voldelig revolution, omstyrtelse af det frie samfund og partidiktatur. Faktisk var en sådan mistanke i store dele af det omtumlede 20. århundrede begrundet. Kommunistiske regimer regerede halvdelen af kloden, og socialismens historiske følgesvende - undertrykkelse og fattigdom - var en reel trussel.

Kigger man på vore dages socialister i Enhedslisten, der så forskellige steder som i København og på Bornholm kan blive en af de store vindere af kommunalvalget om en uge, forholder det sig pudsigt nok modsat. Her er der tale om et kun nominelt revolutionært parti, der gør sig store anstrengelser for udadtil at fremstå mere "farligt", oppositionelt og rebelsk, end partiet faktisk er. Virkeligheden er et let verdensfjernt miljøparti i lyserøde gevandter, der i sit partiprogram understreger, at "revolution" (et ord, der lige akkurat nævnes to gange i det knasende konforme og kedsommelige skrift) kun kan komme på tale, hvis det besluttes af et flertal "ved folkeafstemninger og fuldstændig frie valg til repræsentative forsamlinger".

Pænt. Og lidt kedeligt. Men da Enhedslisten samtidig skal appellere til nogle unge vælgere med en - sagt i al respekt - ofte mangelfuld historisk indsigt, og da partiet jo skal forsvare sin status som Folketingets mest venstreorienterede parti, er der efterspørgsel på lidt mere oprør og fandenivoldsked, end partiets kadrer af ofte højtuddannede bedsteborgere reelt kan levere. Ingen tvivl om, at de prøver. Og partiets fremgang tyder på, at det i nogen grad lykkes. Men Enhedslisten er så langt fra at være nogen trussel mod samfundet, at dets mest rabiate mærkesager ofte er rendyrket legalisme: Få politikere taler så ofte om konventioner og især om virkelige eller indbildte brud på disse som de skiftende talsmænd, der med succes tegner partiet.

Nu er kommunalvalg netop ikke landsvalg, og den fremgang, Enhedslisten står til i flere byer, vil næppe afspejle sig ved næste valg til Folketinget. Så man kan trække på skuldrene ad det tilsyneladende paradoks, at indbyggerne i Københavns kommune næppe nogensinde før har været så friværdibærende, mellemlagssatte og vellønnede som i dag, samtidig med at de aldrig før har stemt så rødt.

Om nogen af dem skænker det en tanke, hvilke nu forsvundne partier der omkring 1990 dannede Enhedslisten, er ikke godt at vide, men for god ordens skyld skal de lige nævnes her: DKP's meritter som forsvarer igennem 70 år af Sovjetunionens forbrydelser er velkendte. Et andet af stifterpartierne, VS, var erklæret tilhænger af væbnet revolution og indgik samarbejdsaftale med terrororganisationen PFLP. Maoistpartiet KAP var ledet af folk, der i 1970'erne havde besøgt og hyldet Pol Pots regime, der formåede at slå en fjerdedel af Cambodjas befolkning ihjel på fire år.

Denne historiske ballast synes ikke at tynge Enhedslisten i dag, og eftersom det er begrænset, hvor stor skade partiets lokale sejre vil kunne gøre på landsplan, skal dets mulige fremgang ved valget om en uge være det vel undt.