Det burde have været en enkel sag. Da Sverige og Finland i maj i fjor hånd i hånd søgte om optagelse i Nato, var imødekommenheden fra forsvarsalliancens medlemmer stor. Svenskerne og finnerne var ønsket på holdet. Men der var en stor knast: Tyrkiet.
Under præsident Recep Tayyip Erdogan står alliancens sydøstligste medlem fast på at ville bruge sin vetoret til at udelukke de to nordiske lande. Først pegede Erdogan på, at Finland og især Sverige huser medlemmer af Kurdistans Arbejderparti, PKK, som står på EU's terrorliste, og afviser at udlevere dusinvis af kurdiske aktivister til Tyrkiet.
Dette er ifølge den tyrkiske præsident, der belejligt ignorerer de to landes forpligtelser som retsstater, et udtryk for opbakning til terrorgrupper. At Natos store udfordring lige nu ikke er terrorisme, men snarere Ruslands brutale og skamløse invasion af Ukraine, glider Erdogan let hen over.
Nu har Recep Tayyip Erdogan fået et nyt påskud til at trække Sveriges optagelse i Nato i langdrag: dansk-svenske Rasmus Paludans afbrænding af en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm. Paludan, der som leder af højrefløjspartiet Stram Kurs har gjort provokationer mod muslimer til en karrierevej, viser sig nu også at være rede til at påtage sig rollen som Erdogans nyttige idiot og sætte ild til ikke alene en koran, men også – i hvert fald på kort sigt – Sveriges Nato-ambitioner.
Det er enerverende, at Rasmus Paludan pisker i de rørte vande. Erdogans udmelding har nu, som beskrevet i dagens avis, motiveret Finland til at antyde, at man overvejer at bryde det forsvarspolitiske broderbånd med Sverige og forsøge at træde ind i Nato på egen hånd.
Muligvis føler Erdogan sig dybt krænket af koranafbrændinger. Men der er ytringsfrihed i Sverige. Og der er ingen tvivl om, at præsidentens udmelding om, at Tyrkiet vil blokere for Sveriges Nato-medlemskab, fortrinsvis handler om at mele egen kage.
Erdogan er en mester i at true og afpresse Vesten for at skaffe sig selv og sit regime fordele, og med det forestående tyrkiske valg den 14. maj har han en interesse i at opildne og mobilisere sit religiøse og nationale bagland. Og i at kræve endnu flere modydelser af økonomisk og politisk art for at bløde sin holdning op.
Tyrkiets uansvarlige benspænd er en gave til den russiske præsident og krigsherre, Vladimir Putin, der både kan glæde sig over, at Nato-udvidelsen forhales, og at Vesten fremstår splittet og handlingslammet. Nato har brug for at kunne sige ja til Finland og Sverige. Men Nato har også brug for Tyrkiet og har ikke andre valg end at bruge både stok og gulerod over for Ankara. Der er især brug for det første.
Tyrkiets uforsonlighed sætter Europas sikkerhed på spil, og Nato-lederne må gøre det klart, at en allieret, der forsætligt saboterer det fælles projekt, vil blive kørt ud på sidelinjen. Som et kendt hjertesuk lyder: "Med venner som disse, hvem har da brug for fjender?".
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.