Symbolpolitikkens stormester har slået til igen for at aflede opmærksomheden fra egne problemer. På anden måde kan Recep Tayyip Erdogans dundertale fra i lørdags om straks at erklære 10 landes ambassadører, heriblandt danske Danny Annan, til persona non grata ikke forstås.
Man skulle ikke tro, at syv af de 10 lande er Tyrkiets partnere i den fælles forsvarsalliance Nato, hvor USA er den overordnede garant for Tyrkiets sikkerhed. Men selv den amerikanske topdiplomat i Ankara vil få besked på at pakke sit gode tøj og rejse, hvis den tyrkiske præsident gør alvor af sin trussel.
Erdogan har før blæst til retoriske angreb på sine ”vantro” allierede, når det har været belejligt for at opildne og samle sit bagland. Derfor er det kløgtigt, at de 10 lande med USA i front i første omgang har reageret afventende – og diplomatisk – på denne provokation.
Sikkerhedspolitisk er ingen interesseret i en intern konflikt i Nato eller i at skubbe Erdogan endnu tættere i armene på Rusland eller Kina. Alligevel må der findes et passende modsvar uden at gå i Erdogans fælde, for denne gang er præsidenten gået over stregen. Den diplomatiske diskvalifikation, som han lagde op til i sin tale til jublende tilhængere i byen Eskisehir i lørdags, er skridtet før, at man afbryder de diplomatiske forbindelser. Som igen er skridtet før en konflikt – og vidner om præsidentens desperation.
Hans trussel kom efter en uge, hvor den i forvejen dybt svækkede tyrkiske lira faldt til et nyt bundniveau i forhold til euroen. Det skete, efter at centralbanken trods en galopperende inflation havde sænket renten som modsvar på, at Tyrkiet er sat under skærpet overvågning af den internationale task force mod hvidvask af penge. Tyrkernes økonomi er i frit fald, og det samme er opbakningen til Erdogans islamistiske regeringsparti, AKP, især blandt yngre vælgere.
Så præsidenten griber til sin velkendte strategi med at pege fingre ad andre, men er tydeligvis ved at løbe tør for idéer til at få krisen under kontrol. En desperat Erdogan er også dårligt nyt for EU, som fortsat kan afpresses omkring den milliarddyre og moralsk anløbne flygtningeaftale med Tyrkiet, som bliver stadig sværere at forsvare. Europa må selv beskytte sine grænser i stedet for at lægge alle sine æg i en autokrats kurv.
Tyrkiet kan ikke undværes i Nato, men Danmark og de ni andre berørte lande sender også et vigtigt signal til et Tyrkiet efter Erdogan. De bør fastholde kravet om en retfærdig rettergang til forretningsmanden og filantropen Osman Kavala, hvis alvorligste brøde ser ud til at være støtte til civilsamfundet, og som efterhånden har siddet fængslet i fire år uden domsfældelse.