Kampen for ældres vilkår er blevet den nye værdikamp, som Kristeligt Dagblad skriver på forsiden af dagens avis. Og selvom det nok er naivt at tro, at debatten om indvandring, som har domineret værdikampen i årtier, er et overstået kapitel, så er det godt og vigtigt, at der nu igen kommer fornyet fokus på ældres vilkår.
Det er især de borgerlige partier, som frem mod kommunalvalget den 16. november har udset sig ældrepolitikken som omdrejningspunkt for en ny værdikamp med frihed og frit valg som nøgleordene. Og sandt er det, som også Ældre Sagens Bjarne Hastrup påpeger i dagens avis, at indviklede regler for visitation og bureaukratisk new public management ofte står i vejen god og effektiv ældrepleje. Mere frihed kan således sagtens være løsningen for nogle grupper af ældre.
Sagen er blot, at ældre i dag kan dække over meget forskellige grupper og vilkår. Nogle ældre – og heldigvis flere end tidligere – har mange ressourcer, økonomisk og socialt. De vil formentlig have gavn af mere fleksibilitet og mulighed for at betale for de ydelser og den service, de ønsker.
Men der er også en stor gruppe af ældre, som ikke har de muligheder. De er helt afhængige af offentlig service, og også den gruppe bør kunne forvente en rimelig kvalitet af ældrepleje. Selvom der kan være mange stemmer i sikre flere valgmuligheder til de ressourcestærke ældre, så er og bliver det de svageste ældre, som bør have størst politisk fokus. Og her gør frit valg det ikke alene. Der skal følge penge med.
Men de borgerlige partier har også ret i, at flere penge ikke altid er svaret på de kritisable forhold i ældreplejen. I den meget omtalte sag om den 90-årige Else Marie Larsen fra TV 2-dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” stod der tre personer og kiggede på den mishandling, den ældre borger var udsat for. Der manglede ikke penge og ressourcer. Der manglede ordentlige mennesker.
Men hvis ældres vilkår faktisk skal løftes, er det også nødvendigt at hæve blikket ud over det ældrepolitiske område. I et debatindlæg i dagens avis fortæller en 75-årig borger, hvor helt igennem umuligt det kan være at bestille en simpel togbillet på tværs af apps, sikkerhedstjek og midlertidige passwords.
Forleden var det en anden ældre borger, som fortvivlet var vendt hjem fra posthuset med uforrettet sag og besked på at printe en returlabel. Så var det i gang med google, printerpatroner og så videre. Det kan virke som små ting, men samlet set er digitaliseringen og det kontaktløse samfund en kæmpe udfordring for en stor gruppe af ældre borgere.
I 2030 vil der være 60 procent flere ældre over 80 år i forhold til i dag. Hvorfor indretter vi ikke et samfund, hvor de faktisk kan føle sig velkomne? Hvor de enkelt og billigt kan komme omkring, hvis de har kræfterne til det, og hvor der er mennesker til at hjælpe dem?
Et samfund, der ikke kan behandle sine ældre ordentligt og værdigt, er ikke et velfærdssamfund.