Det bør være Tysklands afgående finansminister Olaf Scholz, der får muligheden for at afløse Angela Merkel i kanslerministeriet som leder af en socialdemokratisk regeringskoalition med det liberale FDP og De Grønne som juniorpartnere efter søndagens valg. For det er hans SPD, der har fået flest stemmer, og et trafiklys-samarbejde, som denne regering kaldes efter de tre partiers farver, rød, gul og grøn, vil råde over et stabilt flertal i Forbundsdagen og samtidig signalere et tiltrængt frisk pust både i Berlin og Bruxelles.
En trekløver-regering er aldrig set før i Tyskland, men den erfarne Scholz har bevist, at han kan sit politiske håndværk. Samtidig er det et godt tegn, at de to ideologisk ganske forskellige mindre partier nu i første omgang vil sondere med hinanden for at se, om de kan mødes på midten. Det er De Grønne og FDP, som på hver sin måde bedst har argumenteret for, at Tyskland har brug for fornyelse og innovation efter de seneste mange års mangel på politiske visioner og reformer under Merkel.
Hendes eget parti har forspildt sin chance for at danne den ”fremtidskoalition”, som CDU ellers på valgaftenen prøvede at sælge til vælgerne. Det til trods for, at man de seneste 16 år har haft alle muligheder for at levere svar og resultater på tidens store udfordringer – ikke mindst klimaet.
Det kristendemokratiske CDU har for første gang i Forbundsrepublikkens historie fået færre end 10 millioner stemmer og trænger efter Merkel-æraen til at genopfinde sig selv i opposition. Den uheldige partiformand og kanslerkandidat, Armin Laschet, lagde i går nye alen til sit ry som klodsmajor ved at ro tilbage fra sit krav om at stille sig i spidsen for en ny regering – om end han stadig vil indlede sonderinger. I første omgang vil han også hellere forblive ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen end gå efter posten som CDU/CSU’s gruppeformand i det nyvalgte parlament i Berlin. De forvirrende budskaber i Adenauers og Kohls gamle magtparti nærmer sig det barokke, og selv hvis det imod alle odds skulle lykkes Laschet at få strikket et regeringsflertal sammen, vil han fremstå som en svag kansler uden megen autoritet i befolkningen eller sit eget bagland.
Hvis der er noget, som det både værdimæssigt og økonomisk splittede EU har brug for, så er det en stabil tysk forbundsregering, der med pondus – men uden at kanøfle de mindre medlemslande – tør tage teten i de vigtige drøftelser om unionens fremtidige kurs. Selvom udenrigspolitikken på det skammeligste har været næsten totalt fraværende i valgkampen, er Tyskland alene på grund af sin størrelse, økonomiske styrke og sit befolkningstal den mest vægtige spiller i EU, som alles øjne er rettet på.
Godt nok har Merkel som krisemanager prøvet at holde sammen på butikken. Men hun har også lurepasset, når det gjaldt om at fremtidssikre EU som et fortsat relevant samarbejde til fordel for dets borgere. Samtidig er der i høj grad behov for at definere en fælleseuropæisk stemme på en verdenspolitisk scene, hvor USA i stigende grad er optaget af sig selv, og Kina buldrer frem. Tysklands nye regering bør være så stabil og stærk, at den kan tage tiltrængte initiativer til at forny EU efter pandemien.
En trekløverregering er aldrig set før i Tyskland, men den erfarne Scholz har bevist, at han kan sit politiske håndværk.