Kristeligt Dagblad mener: Fagligheden skal bevares på museernes chefgange

Det er en grov misforståelse at tro, at fordi kunst i et vist omfang handler om at overskride grænser, ja, så kan en kulturchef også opføre sig grænseoverskridende

Skyerne hænger tungt over Arken. I denne uge kom det frem, at 20 medarbejdere føler sig intimideret af en person, der er placeret lige under den øverste chef.
Skyerne hænger tungt over Arken. I denne uge kom det frem, at 20 medarbejdere føler sig intimideret af en person, der er placeret lige under den øverste chef. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I den megen tale i disse år om ”disruption” står det efterhånden tydeligt frem, at der især er én sektor, der er blevet ramt af den politiske forandrings voldsomme vinde: kulturbranchen. Den ene ærværdige institution efter den anden er om ikke nedsmeltet, så dog gerådet i alvorlige kriser med krav om kraftig kurskorrektion. Forfatterskolen, Filmskolen, DR Pigekoret, Kunstakademiet og ARoS er blandt de kulturinstitutioner, der kritiseres indefra af enten tidligere eller nuværende ansatte for overgreb, psykisk terror eller elendig ledelse.

I denne uge kom det frem, at også 20 ansatte på kunstmuseet Arken føler sig groft intimideret, i dette tilfælde af en medarbejder placeret lige under den øverste chef. Det har de ansatte klaget til bestyrelsen over, og en større undersøgelse a la den, der for nylig blev gennemført på ARoS efter lignende anklager, er sat i gang.

Man kan ikke fortænke en undrende offentlighed i at spekulere over, hvorfor lige kulturbranchen er så heftigt ramt, og i at efterspørge løsninger på de i vidt omfang offentligt understøttede institutioners chefgange. Når alle andre ledere skal opføre sig ordentligt, kan man vel også forvente almindelig dannelse og dekorum i kulturlivet?

Løsningen er imidlertid ikke at ansætte en masse chefer, der på papiret ved alt om ledelse.

Michael Bach Henriksen

Hertil er svaret ja. Det er en grov misforståelse at tro, at fordi kunst i et vist omfang handler om at overskride grænser, ja, så kan en kulturchef også opføre sig grænseoverskridende. Og al romantiserende tale om ”kamp mod indre dæmoner” og andre bortforklaringer af undertiden banalt misbrug bør selvsagt stoppe i det øjeblik, en udøvende kunstner måtte blive chef. Der er ingen undskyldning for overgreb og krænkelser, og det er et indiskutabelt fremskridt for både debatten og de sagesløse ofre – i forhold til DR’s pigekor er der som bekendt tale om børn, der har lidt overlast – at MeToo-bølgen har bibragt så mange underordnede i kulturbranchen mod til at sige fra og kræve forandringer.

Med til forklaringen på kulturinstitutionernes krise hører imidlertid også kulturchefernes baggrunde. Langt de fleste har ingen formel ledelsesmæssig erfaring, men er akademikere med en kunst- og kulturfaglig baggrund. De skal være chefer for undertiden lettere udfordrende medarbejdere – en bog om at være chef i kulturlivet hedder meget betegnende ”Primadonnaledelse” – og har måske ikke kompetencerne til det. Når en ledelsesmæssig frustration mødes med ændrede vilkår i branchen, hvor mere fungerer på markedets præmisser end før, som kunstanmelder Lisbeth Bonde beskriver det i dagens avis, er vejen til nedsmeltning på chefgangen vidt åben.

Løsningen er imidlertid ikke at ansætte en masse chefer, der på papiret ved alt om ledelse, men som aldrig har hørt om Caravaggio eller kubisme. Fagligheden bør stadig være afgørende ved ansættelse af kulturchefer, om de så er kunstnere eller akademikere. En chef skal være fagligt velfunderet og samtidig skabe fælles fodslag, vise vejen frem og holde sin egen sti ren.