Farcen om en kunstners tyveri af en halv million kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg har noget Holberg over sig i den rokokoagtige nedladenhed over for almuen, som præger kunstneren og museets optræden. Kunstneren har fået beløbet udbetalt for at kunne bruge nogle pengesedler til et værk, men da han afleverede værket, var det to hvide lærreder uden pengesedler navngivet ”Take the money and run”. Han forventer at blive taget alvorligt som kunstner og udtaler sig med den mest opstyltede arrogance om forløbet, som de fleste – modsat kunstneren – godt kan genkende som et stykke ikke særlig morsom, men sandsynligvis ulovlig berigelse af kunstneren selv.
Museets direktør udtaler sig omvendt andægtigt, som om det, at en taskenspiller har franarret ham og skatteborgerne et beløb, der svarer til en fuldvoksen årsløn for almindelige mennesker, på en eller anden måde er lidt kækt, selvom han som direktør jo skal være passende pikeret. For syns skyld. I hvert fald har direktøren ikke fået den for alle andre indlysende tanke, at man kunne melde den tyvagtige kunstner til politiet. I stedet har direktøren varslet et civilt søgsmål. Vi er jo alle lidt venner i den kulturelle cirkel, og nu skal vi ikke dramatisere det hele, synes direktørens tankegang at være.
Ludvig Holberg kunne ikke have udstillet affærens Jean de France-figurer mere nådesløst, end de selv har formået at gøre. Det forstemmende er, at de kulturelle kulisser for stykket ikke skjuler det forhold, at affærens virkelighed er uendeligt provinsiel. Et gennemgående forsvar for usjove happenings af denne type er, at ”kunst skal provokere”. Selvom det kan være rigtigt, at det provokerende kan være en kvalitet ved noget kunst, er selve provokationen i den mindre kvalificerede del af kunstdebatten blevet ophøjet til at være det afgørende, hvis ikke eneste kriterium for god kunst. Det er helt misforstået.
Intet i kunsthistorien tilsiger, at kunstens primære funktion skulle være at provokere. Det er et pubertært kriterium, som er blevet ophøjet til sandhed sideløbende med, at det at være kunstner er ophørt med at være en betegnelse, som omgivelserne sætter på de særligt talentfulde, og i stedet er blevet en titel, enhver, der føler for det, kan hæfte på sig selv. Blivende og dyb kunst har mange iboende kvaliteter, den taler til noget i mennesket på tværs af tid, den beånder, den opløfter, den glæder, og den forundrer. Den kan forkynde. Den kan gøre lidelse æstetisk og æstetik lidelsesfuld. Og den er altid mere end et stunt.
Forvekslingen af kunst med en overfladisk wauw-effekt er muligvis et udslag af et overudbud på kunstscenen; for at få ørenlyd blandt publikum skal der krasse effekter til. Det er mere markedsøkonomi, end det er sjæl. Og apropos økonomi: Hvilken museumsbestyrelse er det, der tilsyneladende ikke kan fortælle museumsdirektøren, at han er på gale veje – helt uanset om den flygtige opmærksomhed måtte bringe museet i forbigående fokus? Nogen har faktisk arbejdet for at fremskaffe de 500.000 kroner, som museet indtil videre naivt har ladet forsvinde. Det lyder næsten rindalsk at sige det, men fortjener disse ikke-adspurgte sponsorer ikke at blive taget med i regnestykket? Det ville Holberg have ment – helt uden at provokere.