Det er svært for nogen at være tilfreds med udgangen på sagen om Flemming Pless. Han trådte i denne uge tilbage som præst et par år før pensionsalderen. Og meget tyder på, at fratrædelsen var hans reaktion på, at en dommer havde indstillet ham til fyring i Kirkeministeriet. Dommerens vurdering kom efter en lang behandling af anklager om brud på tavshedspligten samt brug af sjælesorg til at opnå seksuelle relationer med flere kvinder.
Men offentligheden får næppe at vide, hvordan Kirkeministeriet og folkekirken ser på sagen. For dommerens redegørelse er fortrolig.
I stedet kan Flemming Pless afslutte forløbet med at skrive på Facebook om sin afgang: "Man kan næppe komme igennem en lang karriere som præst og privatperson uden at komme til at træde nogen over tæerne eller skabe sorg."
Ingen får på den måde klarhed over, hvad en præst må og ikke må. En del kvinder, som har følt sig udnyttet af præsten gennem årene, må efter mere end halvandet års sagsforløb indstille sig på aldrig at få afklaring.
Det samme gælder ansatte i folkekirken. De får ikke at vide, om man må indlede et forhold via sjælesorg, som Pless står anklaget for. Det spørgsmål besvarer kirken ikke. Det gør til gengæld Folketinget. Der tegner sig nemlig et flertal for en lov, der vil gøre det strafbart for præster – ligesom det er for læger og psykologer – at misbruge de intime situationer til at indlede seksuelle forhold.
Pless-sagen rejser flere principielle spørgsmål: Kan en præst efterlade en lang række kvinder, som han har mødt via sit præsteembede, i elendig forfatning? Hvis svaret er nej, kan præsten så ikke regne med, at den tilsynsførende biskop griber ind? Er der brug for nogen, der kan føre tilsyn med biskopperne? De to biskopper, der har haft tilsynspligt med Pless, har ikke stoppet ham, selvom de burde have kendt til Flemming Pless' adfærd.
Der er forskel på en retsproces og en personalesag. En retsproces ville være endt med at vise offentligheden, hvad der anses for tilladeligt, men en personalesag giver ikke offentligheden svar. I den forstand har kirken ikke retsprocesser, som kan give klarhed. I det hele taget mangler kirken klarhed i de svære spørgsmål om præsters adfærd, altså om dekorum.
At det ikke står klart for alle præster, hvad dekorum-reglerne betyder, ses på et tredje eksempel: Datatilsynet er netop gået ind i en sag, fordi præster har delt sognebørns private oplysninger i et lukket forum på Facebook.
De tre eksempler viser, at mange spørgsmål om dekorum trænger sig på. Det behøver ikke være Datatilsynet og klagende kvinder, der trækker kirken ind i dekorum-spørgsmål. Kirken kunne også selv gå offentligt ud og sætte normerne.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.