Kristeligt Dagblad mener: Folkeuniversitetet skal skelne mellem fakta og sympatier

Der skal være højt til loftet. Men til syvende og sidst bør man hverken på Folkeuniversitetet eller andre steder acceptere, at der står en underviser og konsekvent strør om sig med faktuelt forkerte eller anløbne oplysninger

Modelfoto: Douglas Lopez/Unsplash
Modelfoto: Douglas Lopez/Unsplash.

Grunden ryster under Folkeuniversitetet i København. I slipstrømmen på et broget sagsforløb om underviseren og Rusland-kenderen, historiker Jens Jørgen Nielsen træder såvel rektor Bente Hagelund som bestyrelsens formand og næstformand nu tilbage. 

Sagens kerne er på samme tid såre enkel og særdeles kompleks: 

Kan man undervise i Ukraines historie, hvis man samtidig optræder på en liste over folk, der ifølge de ukrainske myndigheder “promoverer fortællinger, som stemmer overens med russisk propaganda”, og som efter Ruslands annektering af Krim har argumenteret for, at det ukrainske oprør var bestilt og betalt af USA?

“Den folkelige opstand er blevet kommercialiseret. Man bestiller en folkelig opstand, som man bestiller en vare på nettet,” skrev Jens Jørgen Nielsen eksempelvis i bogen “Ukraine i spændingsfeltet”.

Kan man på en selvejende institution som Folkeuniversitetet i København have en underviser med den slags synspunkter, han offentligt har givet udtryk for?

Det er sagens principielle og helt grundlæggende spørgsmål, der samtidig skærer direkte ind i tidens puritanisme. Tænk, hvis man i 1970’erne havde forbudt lærere, der var medlemmer af DKP og andre med prosovjetiske sympatier, at undervise i folkeskoler og ved andre læreanstalter. Det havde haft ret vide konsekvenser. Så overordnet set har vi historisk haft en større tolerance. Men hvor går nutidens grænse for en undervisers politiske ståsted?  

Flere af Jens Jørgen Nielsens kolleger har ikke været i tvivl. De har ikke længere ønsket at blive associeret med Folkeuniversitetet, al den stund han står for kurser om Ukraines historie. Det er et personligt valg, de er i deres fulde ret til at træffe. 

Men hvordan bør institutionen forholde sig til sagen? 

Kritikken af Jens Jørgen Nielsen er blevet behandlet ved et bestyrelsesmøde, hvor udfaldet blev, at forløbet ikke ville få konsekvenser for ham. Noget af det mest konkrete, der foreligger om undervisningen, er de kursusevalueringer, avisen har fået aktindsigt i. De er stort set alle positive, omend flere bemærker den prorussiske tone. 

Er det nok til, at han og andre undervisere med angiveligt prorussiske sympatier ikke må undervise på en institution som Folkeuniversitetet? Hvor går grænsen i forhold til, hvilke holdninger man må give udtryk for i en undervisningssituation?

Ville man uden sammenligning lade en svoren holocaustfornægter undervise på et kursus om Det Tredje Rige? Nej, det ville være uacceptabelt.

Der skal være højt til loftet. Men til syvende og sidst bør man hverken på Folkeuniversitetet eller andre steder acceptere, at der står en underviser og konsekvent strør om sig med faktuelt forkerte eller anløbne oplysninger. Hvis det er dét, han har gjort, bør han selvfølgelig ikke fortsætte undervisningen. 

Balanceakten er svær, men hvis der ved evaluering af undervisningen ikke findes anledning til sanktion, bør selv en Jens Jørgen Nielsen kunne holde foredrag om Ukraine.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.