Vi er alle brødre. Det stod der på bannere i det centrale Bagdad, da pave Frans kom til Irak i marts.
Men virkeligheden bag facaden i Irak var en anden. Kristne blev ikke behandlet med broderlig kærlighed. Og det gør de stadig ikke.
Mindst 60.000 kristne har mistet deres hjem efter Islamisk Stats forfølgelser og kan ikke få det tilbage. Der er ikke megen hjælp at hente hos myndighederne. Det dokumenterer Kristeligt Dagblad i disse dage i samarbejde med Arji, Arabiske Reportere for Undersøgende Journalistik.
En af måderne at overtage kristnes ejendom på er ved dokumentfalsk, hvor almindelige ejendomme, kirker eller klostre pludselig skifter ejere. Herefter er det så godt som umuligt at få sagen afklaret via retssystemet.
Svigtet viser, at det ikke bare er militante grupper, der driver kristne ud af Mellemøsten. Det er også ledende lag i både den nationale og lokale forvaltning. Der er tale om et bredt kulturproblem og ikke blot et ekstremismeproblem. Dialog er fint, som en irakisk præst sagde i avisen sidste jul, men problemet var, at mange af de muslimske brødre og søstre ikke troede på dialog.
Men så længe intellektuelle herhjemme betragter kristenforfølgelser som en slags pendant til Dansk Folkepartis forhold til muslimer i Danmark, kan der ikke gøres erkendelsesmæssige fremskridt på området. Mens der tales om strukturel diskrimination som aldrig før på universiteterne i Danmark, lukker man helst det ene øje for de største strukturelle diskriminationer i verden.
I dag er der få hundrede tusinde kristne tilbage i Irak, mens der var omkring halvanden million under diktator Saddam Hussein i 1980’erne. Og lignende bevægelser ses i andre lande. Kort sagt, der er et mønster, som betyder, at flere lande, hvor der tidligere var anselige kristne mindretal, i dag burde bekymre sig om, hvorvidt der stadig vil være nogle i morgen. Det gør de bare ikke. De lader ikke til at bekymre sig. Tværtimod lader regeringer tingene gå deres gang.
Det mest beskæmmende ved denne udvikling er, at den har fundet sted foran verdens øjne i så mange år. Og intet ændrer sig. Man skulle egentlig tro, at EU kunne bevæge regeringer som den irakiske. Tilsammen udgør de europæiske lande en blok, som burde have en vis indflydelse, og der er masser af måder, man kan lægge pres på – ikke mindst økonomisk. Men der er reelt ikke sket noget. Den samme mangel på interesse og overordnet handling har været fremherskende i mindst 10 år.
Tilbage i Irak trækker sager om de kristnes stjålne ejendomme ud i det uendelige. Iraks regering siger, at der skal være plads til kristne i det gamle land. Men det er hule ord. Først blev jøderne drevet ud. Nu er det de kristnes tur.