”Hvor to eller tre er forsamlede, er der en forening,” lyder en tyndslidt vittighed om danskernes trang til at strukturere deres fritid. For foreningsdanmark har coronakrisen været en kolossal udfordring, selvom foreningerne umiddelbart har mistet færre medlemmer, end de kunne have frygtet for halvandet år siden.
Forskere og foreningsfolk har i dagens avis taget ja-hatten på og glæder sig over, at det trods alt ikke er gået værre, end det er. De fleste medlemmer har beholdt deres medlemskort, mens frivillige i højere grad har benyttet anledningen til at vinke farvel. Eller måske på gensyn.
Politisk er det et særkende ved foreningsdanmark, at det i hvert fald på papiret er elsket af alle. De færreste politikere vil forsømme en lejlighed til at besynge foreningslivet i skåltaler. Overordnet og internationalt set har foreningerne også unikt gode, økonomiske rammer at arbejde under. De såkaldte udlodningsmidler, tidligere kaldet tipsmidler, tilfører foreninger og en lang række almennyttige institutioner over en milliard kroner årligt. Hertil kommer støtte til lokale formål via folkeoplysningsmidlerne og en omfangsrig privat støtte fra fonde og virksomheder.
Under coronakrisen har Folketingets partier forsøgt at friholde foreningslivet, som nedlukningen af aktiviteter i mange måneder ellers kunne have ramt meget hårdt.
Det er en opløftende historie, men den kommende tid bliver afgørende for mange foreningers videre skæbne. Vil medlemmerne og de frivillige vende tilbage til idrætsorganisationer, frivilligt, socialt arbejde, kulturelle og religiøse foreninger og ungdomsorganisationer? Her gør foreningerne klogt i ikke at stole på, at det vil ske af sig selv. I kulturlivet har man allerede måttet sande, at gæsterne til koncerter og udstillinger ikke er kommet igen, bare fordi restriktionerne er blevet lempet.
Der kan selvfølgelig være nogle medlemmer, som under coronakrisen har fået nye interesser. Som har fundet ud af, at de ikke længere vil gå til fodbold eller spejder. Den slags valg må man respektere, men foreningerne bør i det mindste sikre sig, at der er tale om, at tidligere medlemmers fravalg er bevidste.
Som flere af deltagerne i Kristeligt Dagblads rundspørge i dag siger, er der en stor værdi i at have et aktivt liv, både fysisk, mentalt og åndeligt. Det er ikke nemt at praktisere på egen hånd, og foreninger tilbyder ikke alene gode rammer for aktivitet, de åbner også for et fællesskab, som er anderledes end det, man finder i skolen eller på arbejdspladsen. For mange er det et af de bedste værn mod ensomhed.
Det er kun naturligt, at nogle foreninger må lukke, og nye vil dukke op – sådan har det været i hele foreningslivets historie. Men netop nu bør alle sejl sættes til for, at coronakrisen i hvert fald ikke kommer til at bestemme, hvilke foreninger der er levedygtige, og hvilke der ikke er.