Intet menneske skal sove på gaden. Det gør mennesker dog i stor stil verden rundt, og desværre også i velfærdsdanmark. Regeringen har nu spillet ud med en plan for hjemløse, hvor hovedfokus er at skaffe dem permanente og billige boliger. Housing first, som strategien kaldes på amerikansk. Faktisk har man i mere end ti år talt om det, der lyder alt for indlysende: At hjemløse skal have et sted at bo.
Når der trods alle gode planer og intentioner alligevel er blevet flere hjemløse siden 2009, ligger en del af forklaringen i udviklingen i boligmarkedet siden dengang, særligt i de største byer. At bo i København, Aarhus, Odense eller en anden større by er blevet så rævedyrt, at alternativet for flere, særligt unge, er blevet gaden og/eller herberger og varmestuer.
Løsningen, som social- og ældreminister Astrid Krag (S) præsenterede tidligere i dag, er så indlysende, at man må undre sig over, at ingen af hendes forgængere har forsøgt noget tilsvarende langt tidligere. Forbilledet er Finland, hvor man har nedbragt antallet af hjemløse markant ved at sikre dem billige boliger. Ja, det er dyrt. Regeringen vil bruge 100 millioner kroner årligt på at nedsætte huslejen i 1200 eksisterende almene boliger til 3500 kroner om måneden.
Tilsvarende skal der bruges 680 millioner kroner frem mod 2026 til at bygge 1700 nye almene boliger, hvor man også skal kunne bo for de 3500 kroner månedligt. Med til regnestykket hører imidlertid, at der i forvejen er blevet brugt mange penge på hjemløse uden fremragende resultater.
Sagt ligeud vil regeringen nu give kommunerne en økonomisk gulerod for at hive flere hjemløse ud af herberger og flytte dem over i almennyttige lejligheder. Det har aldrig været meningen, at hjemløse skulle blive boende på herbergerne i årevis, lyder det.
Så sandt, som det er sagt, er det dog også vigtigt at holde fast i, at hjemløse i hovedreglen slås med mange andre problemer end lige præcis boligmanglen. Som chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, nævnte her i avisen i går, fylder svigt, misbrug og psykiske lidelser meget i hverdagen for mange. Man kan også sagtens forstå hjemløseorganisationernes bekymring for, at de hjemløse mister et vigtigt fællesskab, hvis de allesammen isoleres i hver deres lejlighed.
Det er selvfølgelig ikke meningen, men organisationerne behøver næppe frygte for deres eksistensberettigelse. Det ultimative mål for ethvert herberg må vel være at gøre sig selv overflødigt, men det kommer ikke til at ske, næsten uanset hvor mange billige boliger, regeringen stabler på benene. I et længere perspektiv, rejser planen dog et andet spørgsmål, nemlig hvor længe en hjemløs skal kunne blive boende i sin ekstraordinært billige bolig? Sat på spidsen: Får han eller hun livstidsgaranti for en billig bolig i det indre København?
Der kommer desværre hele tiden nye hjemløse til, og måske burde regeringen overveje en rotationsordning, så i hvert fald de beboere, der menneskeligt og socialt kommer på højkant, ikke tager pladsen op for andre, som kunne få brug for den. Men retningen i udspillet ser rigtig ud.