Kristeligt Dagblad mener: Forsikringssamfundet har gjort velfærden til et privat problem

De tider er forbi, hvor det gav mening at debattere, om vi herhjemme ønsker et samfund med velfærd baseret på en høj grad af private forsikringer. Forsikringssamfundet er her nemlig allerede. Det har indfundet sig gradvist, nogle gange åbent, andre gange snigende. Imens har vi opretholdt en stadig mere kulisseagtig udgave af den såkaldt universelle velfærdsstat, hvor stat og kommune leverede alt fra sundhed til ældrepleje, og vi alle modtog i rigeligt mål, uanset hvor meget vi betalte i skat.

Det er en drøm, der er slut. Danskerne lever i dag - som man gør i langt de fleste vestlige samfund - i et blandingssamfund, hvor borgerne både betaler for og modtager offentlig velfærd og privatiseret eller, om man vil, forsikringsbaseret velfærd.

Der er tale om en gennemgribende ændring af vores samfund, som er sket over få årtier og har taget fart de senere år. Og selv fagbevægelsen, det solidariske samfunds aldrig hvilende vogter, deltager nu i velfærdsprivatiseringen, som det beskrives i dagens avis. Som med flere andre vitale omlægninger af vores fælles tilværelse er det sket via ændringer i økonomiske strukturer, demografi og andet, som - hvor frustrerende det end kan være - ikke for alvor på noget tidspunkt er blevet besluttet. Sådan officielt og bevidst.

Det er bare sket. Sådan er det ofte med de store samfundsomvæltninger. De går næsten altid under radaren og opdages først, når de står og blinker højrødt midt i samfundsbilledet. De går fra fatamorgana til fuldbyrdet faktum, og bagefter kan vi spørge hinanden: hvordan skete det egentlig?

Det er faktisk begrædeligt, at velfærden ikke længere er en fælles præmis for alle leveret af samfundet. Man skal dog huske, at det aldrig har været sådan, at velfærd i for eksempel sundhed og ældrepleje var optimal - eller bare god nok - blot fordi den var fælles. Fordelen ved det fælles har været ét bestemt gode: Ligheden. At den offentlige, skattebetalte velfærd fik alle med.

At den offentlige, skattebetalte velfærd fik alle med.

Det kan godt være, at direktøren og professoren beklagede sig over ventetider i det offentlige, men ventelistens længde skyldtes, at sosu’en og taxachaufføren havde lige så god en plads på ventelisten som de. Det fælles gode, vi opnåede med den model, var en vis grad af social harmoni. Sammenhængskraft.

Derfor bliver den store politiske opgave i et samfund, der hænger sammen også i fremtiden, at sikre, at den mere private og derfor mere fragmenterede og ulige velfærd ikke efterlader de svage grupper - dem der ikke har råd til forsikringsordningerne - med discount-løsninger, når det gælder social tryghed og sundhed.

Hvis den universelle velfærdsstats bortvisnen er uafvendelig, hvad de store strukturer i vores tid peger på, så bør det blive det en kollektiv kraftanstrengelse for alle med samfundssind - borgere og politikere, unge og gamle, syge og raske - at sikre, at vi kommer videre på en socialt forsvarlig måde. Vi bør fortsat måle vores samfund på, hvordan det behandler sine svageste.