Når børn og unge hører, at såkaldt hvidhed i sig selv er forbundet med undertrykkelse, må mange kigge ned ad deres egen krop og spørge sig selv, om der er noget galt med at være født bleg. Og ubehag hos hvide er netop et af målene med hvidhedsforskningen, har flere tilhængere erklæret.
Man kan være for eller imod dette moralsyn. Men man kan ikke undre sig over, at idéen om den problematiske hvidhed har givet politisk konflikt. Det ville være mere underligt, hvis det ikke var sket. For det er indlysende en måde at tale på, som mange mennesker kan føle sig dæmoniseret over.
De fleste er enige om, at man skal kunne drøfte tanker fra universiteterne som hvidhedsforskningen offentligt. Men hvordan skal det gøres?
Her begynder uenigheden. Ikke mindre end 3241 forskere har protesteret imod den politiske tone i debatten, som de kalder farlig for forskningsfriheden. De mener, at nogle folkevalgte udskammer videnskabsfolk ved at kritisere enkeltpersoner. Og de mener, at der ligger en risikabel tendens i en politisk tekst, som er vedtaget af et politisk flertal i Folketinget for nylig. Det er ingen lov, men en vedtagelse, der minder universiteter om deres forpligtelser til diversitet, altså forskellige tilgange til arbejdet.
Forskningsfriheden er vigtig at værne om. Politikerne påtvinger dog ikke universiteterne ny styring. Hvis noget er risikabelt, er det snarere, at politikernes opfordring til mere selvregulering kan give universitetstoppen mere skyts til at styre i en helt anden retning, som man nu anser for politisk korrekt.
I protestskrivelsen fra de 3241 forskere er ”udskamning” vel det mest uheldige ord. Det bør ikke i et sundt demokrati være forskernes psykologiske tilstand – og deres eventuelle skam over kritik – der skal bestemme, hvordan vi debatterer. Der er ganske vist ubehagelige Facebook-opslag, som i dag rammer mange mennesker hårdere end tidligere. Men de må ikke ødelægge vores demokrati, som essentielt består af offentlig modsigelse. Det er ikke forskere, der skaber demokratiet. Det gør den fornuftige fælles samtale.
Intet tyder på, at forskerne får mindre kritik og debat fremover. Ja, de har med den brede protestskrivelse leveret flere nye emner at debattere.
For det første stiller forskerne sig i offer-position. Det er paradoksalt, når man tænker på, hvor stor magt forskere har over opinionsdannelsen og prægningen af Danmark.
For det andet er protesten selv et eksempel på den kritiserede flokmentalitet. 3241 intellektuelle deponerer deres selvstændighed for at mene præcis det samme som sidemanden.
For det tredje er det et politisk ensidigt indlæg. Underskriverne ønsker det måske ikke, men de kommer til at fremstå som kampfæller for partier som Enhedslisten og SF, der var imod den politiske vedtagelse. Man sidder ikke tilbage med det indtryk, at diversiteten står stærkt på landets universiteter.