Mange medier i Europa fremstiller præsidentvalget i Frankrig som en slags børneteater: Der er den stygge ekstremist Marine Le Pen og den gode europæer Emmanuel Macron, der nu skal ud i en anden runde for at finde den næste leder i et af Europas vigtigste lande.
Det ville være dejligt, hvis den franske virkelighed var så simpel, som man kan få den beskrevet i de lettilgængelige og gennemtyggede forklaringsmodeller, der tilbydes. Men den er mere kompliceret. Der findes en stor del af befolkningen, som gør sig bekymringer om udviklingen i det samfund, de lever i. Og spørgsmålet er, om nogen af de to kandidater har svaret på den bekymring.
Marine Le Pen har udvist stor sympati for både den russiske præsident Vladimir Putin og den amerikanske eks-præsident Donald Trump, som begge er trusler mod demokratiet. Man må tage sig til hovedet over, at hun i sin tid reelt var villig til at se igennem fingrene med den russiske annektering af Krim. I en tid, hvor Nato er helt afgørende, kan man frygte for, hvad hendes dømmekraft i præsidentembedet ville føre til.
Derudover er Le Pens økonomiske politik utroværdig. Hendes løfte om at give flere penge til franskmændene, for eksempel ved at sætte pensionsalderen ned til 60 år, er helt uholdbart i en nation, der er gældsat og har brug for en sund balance mellem udgifter og indtægter.
Macron vil formentlig være bedre til at holde sammen på Europa i krigstider. Men man må samtidig konstatere, at han ikke har løst de store problemer, Frankrig har, i sine første år som præsident. Mens mange europæere i nabolandene er begejstrede, ses han i et mindre flatterende lys af dem, der ledes af ham. Den fattigste del af befolkningen klager over, at købekraften er blevet mindre, og mange opfatter ham som de velståendes repræsentant, der ligger til venstre på udvalgte emner. Derudover er han langt fra kommet i mål med udfordringer på områder som indvandring, økonomi og sikkerhedspolitik.
En fjerdedel af franskmændene valgte slet ikke at stemme. Det politiske system i landet har det svært. Sammenligner man med lande som Tyskland, Storbritannien og Danmark, er Frankrigs tidligere bærende partier også i langt større vanskeligheder.
På højrefløjen er der ikke længere et bærende parti, der kan udfordre Le Pen. På venstrefløjen er det store socialistiske parti PS decimeret. Anne Hidalgo fik det dårligste valg nogensinde for partiet, der havde præsidentposten så sent som i 2017.
Endelig har hverken den røde eller den grønne sag kunnet sætte sig afgørende igennem, sådan som det er sket andre steder i Europa. Frankrig går sin egne veje.
Macrons politiske bevægelse blev født som svar på denne træthed ved de etablerede partier, men regnes allerede selv for del af den etablerede klasse. Spørgsmålet er, hvad næste skridt bliver i landet, der skabte Europas begreb om revolution. Det vil kunne mærkes i hele Europa, hvis den politiske ustabilitet bliver større i Frankrig.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.