Kristeligt Dagblad mener: Generationstyveriet er en falsk fortælling

Mette Frederiksens (S) regering foreslår at sænke den dagpengesats, som nyuddannede kan få. Og når yngre mennesker får mindre, så må der jo være nogen, der tager noget fra dem, lyder det

Kristeligt Dagblad mener: Generationstyveriet er en falsk fortælling

GENERATIONSTYVERI, LYDER DET IGEN anklagende mod alle, der har lagt deres ungdoms vår bag sig. Nu er anledningen, at Mette Frederiksens (S) regering foreslår at sænke den dagpengesats, som nyuddannede kan få. Og når yngre mennesker får mindre, så må der jo være nogen, der tager noget fra dem. Hvem er mere oplagte at pege fingre ad end forældrene?

Problemet med de hyppigt tilbagevendende påstande om generationstyveri – altså at politikere eller andre magthavere systematisk fratager yngre penge og muligheder, mens ældre beriger sig på deres bekostning – er ikke kun, at påstandene splitter generationerne og sætter samfundsgrupper op imod hinanden. Det er faktisk skadeligt for os alle. Nej, problemet er især, at generationstyveriet er en myte. Det er en falsk fortælling.

HELT OVERORDNET er hver generation de sidste 200 år blevet mere velstående end den foregående. Det er en kendsgerning, og dermed kunne man sådan set slutte bevisførelsen for det usande i generationstyveri-snakken. Men netop fordi tyveri-anklagerne er så giftige for samfundsdebatten, bør der rammes nogle flere pæle igennem dem.

Den stigende velstand, som kommer hver ny generation til gode og løfter deres udfoldelses- og forbrugsmuligheder nogle nøk, skyldes det modsatte af tyveri. Den udspringer af, at økonomisk overskud er blevet givet videre til næste generation. Forældrene har investeret nogle af deres midler i stedet for at bruge dem med det samme. I huse, virksomheder og infrastruktur. Derved har de overført velstand til næste generation.

Det er egentlig enkelt: Alle, der kan huske smalhalsen, den tynde fernis over fattigdommen, det evigt omsyede tøj og de kolde, dårlige boliger i 1950’erne, 1960’erne og for manges vedkommende også i 1970’erne, må blive lettere paffe, når de beskyldes for tyveri af yngre, der er vokset op med en selvfølgelig velfærd og verdens højeste
uddannelsesstøtte.

Her kan man tale om en offer-fortælling, der bytter grundigt rundt på gerningsmand og offer. Det bliver ikke bedre af, at jammeren i denne omgang også fremføres af akademiker-fagforbund, der burde vide bedre.

DET ER SANDT, at vældig mange medlemmer af de ældre generationer, der ejer egen bolig, i disse år kan se deres formuer vokse. Boligprisernes stigning bliver da også jævnligt udpeget som det store bevis på, at forældrene tager noget fra deres børn – eller børnebørn. Men også det er usandt. For det første tager ingen noget fra unge, fordi deres forældre bliver rigere (hvilket i øvrigt til sin tid gør børnenes arv større). For det andet og vigtigst er det ikke historisk svært for yngre at komme ind på ejerboligmarkedet og få del i værdistigningerne. Den lave rente, som er hovedårsagen til, at boligpriserne kan fortsætte med at vokse, gavner naturligvis også unge boligkøbere. Det er billigt at låne til en bolig, og så sent som i december sidste år fastslog de såkaldte vismænd i Økonomisk Redegørelse, at ”samlet set udgør omkostningerne ved køb af bolig fortsat en relativt moderat andel af den disponible indkomst for almindelige familier trods fremgang i boligpriserne de senere år”.

Altså heller ikke noget tyveri dér. Lad os tale om social ulighed, som er et reelt problem, og stoppe den falske snak om generationstyveri.