Mennesker begraves i store tal i Ukraine. Civile mejes ned. Børn bombes. Fred er igen blevet reduceret til en drøm i Vesten, for den findes ikke længere i virkeligheden. Pacifismen, som har fyldt meget i Vesten siden 1960'erne, trænges samtidig i defensiven. Og det har været udgangspunktet for en række artikler i den sidste måned i Kristeligt Dagblad.
Det har en vis berettigelse at tale om pacifisme som fredsskabende strømning. Vietnamkrigen var et eksempel på, at en folkelig opinion imod krig betyder noget. Det er svært at fortsætte en krig, når brede folkelige strømninger er imod den.
Men mytologien om pacifismen som fredens skaber overgøres ofte. Det er ikke påskemarcher, fredssange af John Lennon eller fredsforskere, der har sikret relativ fred i Europa siden Anden Verdenskrig.
Nej, den store forskel har Nato og EU gjort. Æren for freden tilkommer disse store organisationer. Det er dem, der har sikret de geopolitiske kår, som gjorde krig mellem stormagter til en dårlig idé. Nato skabte en afskrækkelseskraft, som tog ekspansionslysten fra Rusland. Der lå i Østblokken en færdig plan for angreb med atomvåben på Danmark i 1989. Der var planlagte angreb på 131 mål i Danmark og syd for grænsen med sovjetisk fremstillede Scud-missiler. Det var hverken fredsforkæmpere, VS-politikere eller popsangere, der med deres romantiske tanker forhindrede den plan i at blive realiseret. Det var rå styrke. Det er, hvad Nato har sikret med USA som supermagt og tung leder af alliancen.
EU har dog også gjort sit. Unionen fik gjort partnere ud af de gamle imperiale magter i Europa, som har udgydt så meget blod på slagmarkerne. At Tyskland og Frankrig har kunnet gå igennem 77 år uden at starte krige mod hinanden, har været helt afgørende. For siden Napoleons erobringskrige har de to landes interne dynamik været fredens største problem i vores del af verden.
Også for denne dynamik har Nato været afgørende. Hvis man kæmper for fred, bør man kæmpe for et stærkt Nato. For EU er meget langt fra at kunne stable en afskrækkelseskraft på benene, som kan hamle op med de geopolitiske trusler, vi står overfor. Og europæerne er ikke klar til at gøre den erkendelse, at der ikke er nogen lande i Europa, som er i stand til at lede militært.
Freden i Ukraine og dermed i Europa afhænger ikke af, om danske aktivister går på gaden, om tyske forfattere kræver forhandlinger med Vladimir Putin, eller om nogen i FN læser filosoffen Immanuel Kants tanker om evig fred. Freden i Europa står og falder med udviklingen i magtforholdet mellem den vestlige alliance bag Ukraine og de mange lande, der mere eller mindre åbenlyst støtter Ruslands erobringskrig. Alle fredsforkæmpere burde være optaget af at sætte massiv styrke over for Putins trang til at ekspandere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.