”Selv begyndte jeg ikke at gå i kirke, fordi jeg var troende, men omvendt: Troen har jeg fået ved at deltage i gudstjenesten, som har fået uvurderlig betydning for mig.”
Det er digteren Søren Ulrik Thomsen, der skriver sådan i forordet til bogen ”Tro mod ritualet”, der er en genudgivelse af hans fremragende essays om kristendom og kirkegang.
Han er ikke den eneste, der har fået troen ved at deltage i gudstjenesten eller fået styrket troen ved at gøre det. Det har formentlig alle, der deltager i højmessen om søndagen.
At følge kirkeåret er kilde til en bestandig fordybelse og en måde at trænge længere ind i kristendommen på.
På søndag begynder et nyt kirkeår. Det er en form for parallel tidsregning til det verdslige kalenderår. At det begynder før kalenderåret, kan man tolke som en befriende påmindelse om, at noget vigtigt står over de mange ufordrageligheder, konflikter og problemer, som verden er fuld af. Enhver nyhedsudsendelse på tv og enhver avis rummer rigeligt til at nære bekymringen som sindstilstand i den hverdag, der hører til kalenderåret.
Men kirkeåret kommer først. Det er anderledes forudsigeligt. Det følger et fast mønster, som gentages år efter år. Det har sin egen rytme. Advent, jul, påske og pinse med endnu flere mindre helligdage og højtider ind imellem og de faste tekstlæsninger søndag efter søndag. At følge kirkeåret er kilde til en bestandig fordybelse og en måde at trænge længere ind i kristendommen på. Det er en slags åndelig pilgrimsrejse.
Især på vore breddegrader understøtter kalenderårets skiftende årstider kirkeårets tekstlæsninger og salmer. Det begynder med adventstidens mørke her i november og december, hvor det er lettere at forstå teksterne om, at Jesus er ”verdens lys”, og lyset skinner i mørket. Kirkeåret bevæger sig mod påskens død og opstandelse, der falder så fint sammen med naturens opvågnen og påskeblomsten, der skyder op ad jorden netop på den tid. Kirkeåret kulminerer i pinsens beretning om Helligåndens komme, netop som naturen udfolder sig med forårets eksplosion af vækst og livskraft og et overvældende sollys, som i al sin glans stråler over mennesker.
Det fortsætter i trinitatistiden, som er den anden halvdel af kirkeåret. Her handler alle gudstjenestens tekster om, hvad beretningen om Jesu fødsel, død og opstandelse betyder for mennesker.
At gå i kirke og følge kirkeåret er en måde, hvorpå man kan erfare, hvordan de skiftende læsninger, salmer og prædikener kan få nedslag i ens eget liv og bidrage til, at man finder eksistentielt fodfæste. Man bliver ikke strøget med hårene, men gudstjenesten er altid også til trøst. Det giver god mening at være tro mod ritualet.
Kirkeåret er en rejse mod Gud. Man når aldrig dertil, men drives tilbage til næste gudstjeneste af den længsel efter at blive mødt og høre til, som er en del af menneskelivet.
At følge gudstjenesterne i kirkeåret kan forandre ens eget indre sind og netop af den grund også den ydre fælles kultur. En kerne i kulturen er – også sprogligt set – ”kulten”. Det, som vi er fælles om at holde helligt. Gudstjenestens evige påmindelse til kirkegængerne om, at nåde og tilgivelse skal præge vores liv med hinanden, kan ikke at undgå også at præge det samfund, vi er fælles om. At gå i kirke er derfor ikke kun en privatsag. Det er kulturskabende.
Glædelig advent og godt nyt kirkeår.