EN AF NYERE tids største romansucceser er ”Et lille liv” af den amerikanske forfatter Hanya Yanagihara. Den handler om fire unge mænds venskab og foregår i New York. Bogen, der er over 800 sider, har fanget læsere over hele verden på tværs af køn og alder.
Hvorfor? På ét niveau er svaret: Selvskade. En af personerne i romanen, Jude, skærer gennem en årrække sig selv i armene i en kompleks blanding af skamfølelse over fortiden og ønske om at føle noget autentisk i en kunstig verden, som han ikke føler sig hjemme i. I romanen får selvskade et både bogstaveligt og metaforisk udtryk. Den er både en konkret lidelse og billede på en samfundstendens.
Figuren Jude er med romanens enorme udbredelse gået hen og blevet et billede på en moderne erfaring: at det enkelte lille liv ikke har nogen betydning i stærkere kræfters og strukturers vold, det være sig klimakrise, pandemi eller, som nu, krig. Håbløsheden over tilsyneladende ikke at kunne præge verden, og at nihilisme er en stærk, nutidig kraft i den enkelte, er en erfaring, som Yanagihara mesterligt sætter ord på.
I DAGENS KRONIK kredser politikeren Isabella Arendt (KDem) om det samme i lyset af de seneste alarmerende danske tal, der viser en stigning i unges mistrivsel. Stærkt beskrives det, hvordan kronikøren i en årrække gjorde skade på sig selv og ikke turde tale om det.
Det er af umistelig værdi, at psykisk sygdom under ét er ved at blive aftabuiseret, og hvert personligt vidnesbyrd som dagens kronik har betydning. Fortvivlende mange står i samme situation, og det er en stærk og potentielt forløsende oplevelse at blive genkendt i andres erfaringer.
MEN ÉT ER at turde fortælle om alt det, der kan føles skamfuldt. Noget andet er at turde komme med bud på løsninger. Det er altid nemt at sige: send flere penge. Denne eller hin samfundssektor skal tilføres flere midler. Men det er kun kulturløse materialister, der tror, at større bevillinger løser eksistentielle problemer. Det handler også om menneskelige relationer – det viser både ”Et lille liv” og kronikken, hvor Arendt skriver:
”Det var relationerne, som gjorde udslaget for mig. Forpligtende, meningsfulde relationer. Vi lever i en tid, hvor relationerne forsvinder. Familiens rolle blive mindre, relationer sættes i system og gøres til 'projekter' for at fremme sociale egenskaber, som igen skal fremme et eller andet diffust mål om succes.”
Takket være en lærer, venner og en kæreste kom kronikøren ud af sin selvskadende adfærd. Det er en vigtig lære i en tid, hvor unges mistrivsel bør være meget højt oppe på den nationale dagsorden. Nihilisme må aldrig blive det sidste ord, og alle bærer et ansvar for at pleje de nære relationer. Vi lever alle et lille liv, der ikke desto mindre har uendelig stor værdi.