Der kører i denne tid en vigtig debat om frelse og fortabelse i Kristeligt Dagblad. De seneste uger har teologer haft dybe og gode samtaler om luthersk kristendom: Hvad er sammenhængen mellem, hvem der bliver døbt, og hvem der frelses? Hvad er frelse og fortabelse overhovedet? Og hvor stor en rolle skal det spille, at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke og altså bygger på arven fra reformatoren Martin Luther.
Hos reformatorerne spillede fortabelse en rolle, og i tiden omkring reformationerne i Europa var der en enorm optagethed af, hvad der sker efter døden. Det er der i mindre grad i dag. Typisk er det, at den kristne opstandelse ikke mødes med stor interesse på vore breddegrader. Kun hver fjerde dansker tror på opstandelsen. Det skyldes til dels, at den nordeuropæiske kristendom har nedtonet det metafysiske ved den kristne lære. Med den konsekvens, at folkekirken har en svag dødsteologi i dag.
Så meget desto glædeligere er det, at netop dette emne diskuteres på livet løs. Ikke mindst efter en kronik i Kristeligt Dagblad af den nye biskop i Aalborg Stift, Thomas Reinholdt Rasmussen, der tog tyren ved hornene og forsvarede fortabelsens stilling i bekendelsesskrifterne. Lidt ærgerligt var det så, at en teologiprofessor allerede tidligt i debatten prøvede at gøre det hele til et juridisk spørgsmål ved at spørge, om biskoppen havde plads til anderledestænkende præster i sit stift.
Den nye mand i bispesædet fortjener snarere anerkendelse. Han har vist, at lidenskab for de store spørgsmål kan spredes. I det hele taget har Thomas Reinholdt Rasmussen holdt sit løfte fra valgkampen om at tage den teologiske samtale med ind i bispeembedet. I mange år har folkekirkens biskopper nedtonet intern uenighed i teologiske spørgsmål. Men der er brug for det modsatte. En rummelig folkekirke må også repræsentere virkelighedens forskelle på højeste niveau. Bare Aalborg-biskoppen nu ikke bliver indrulleret i den ensrettende proces, som ofte rammer teologer, der sætter sig i bispestolen.
Uenigheden om frelse og fortabelse dukker op med jævne mellemrum. I Danmark er det ikke noget folkeligt vindersynspunkt at mene, at der findes en fortabelse, som er mere og andet end et billede. Og folkekirken tager ofte form efter de folkelige holdninger. Også når det gælder de mest krævende teologiske spørgsmål.
Men det er samtidig forståeligt, at der er en vis forsigtighed. Historien udviser grelle eksempler på brugen af efterlivet som trussel. Frelses-spørgsmålet har mere end noget andet ført til klubtænkning. Nogle trosretninger har så at sige reserveret plads til deres egne i Himlen. Men heldigvis er det gang på gang en pointe i Det Nye Testamente, at de, der har regnet ud, hvordan man gør det gudvelbehagelige, ender med at blive overraskede. Gud bestemmer i sidste ende, hvad der sker, når vi dør. Hvilken trøst!