Kristeligt Dagblad mener: Hjernens mysterier bør gøre ydmyg

Der er ingen nemme svar på psykiske sygdommes mysterier, men en selvretfærdig overtro på, at nutiden altid har bedre svar end fortiden, er et skidt udgangspunkt. Måske er der ligefrem dele af tidligere tiders psykiatriske indsats, man kunne lære af?

Har nogle af Kristeligt Dagblads læsere endnu ikke læst avisens artikelserie ”Kirstens Hjerne”, kan man kun opfordre dem til at sætte tid af i efterårsferien til at gøre det. Sidste afsnit blev bragt i avisen i lørdags, og har man ikke den og de tidligere aviser liggende, kan serien stadig læses her i fuld længde som en såkaldt specialhistorie. Det er journalist Lise Søgaards personlige beretning om farmoderens søster, Kirsten, der som ung led alvorligt af skitzofreni og døde som 24-årig i 1951. Men det er også en langt bredere historie om psykiatriens udvikling og brug af metoder, som man i dag gyser over eller i hvert fald problematiserer. Det gælder for eksempel det hvide snit og elektrochok. Eller den kendsgerning, at man uden at have de psykisk syge patienters eller de pårørendes samtykke på forhånd har udtaget hjerner kort efter patienternes død for senere at kunne bruge dem til forskningsformål.

Fortællingen minder imidlertid om, hvor nemt det er at be- og fordømme fortiden med nutidens standarder. Her er det værd at minde om, at datidens læger og forskere præcis som dagens i alt væsentligt har haft de bedste intentioner om at hjælpe deres patienter. De har troet på, at de metoder, de brugte, kunne gavne, hvad de så i mange tilfælde alligevel desværre ikke kunne.

Netop når det handler om psykiske lidelser, har man at gøre med nogle af de vanskeligste sygdomme overhovedet. Man har at gøre med hjernen, som stadig holder på ualmindelig mange mysterier for videnskaben. Det kalder på ydmyghed. I dag hælder man mere til medicinsk behandling, men også den har skabt voldsom kritik i nogle kredse, og måske vil man i fremtiden se tilbage på brugen af for eksempel antidepressiva med samme forfærdelse, som man nu betragter det hvide snit med. Med dagens erfaringer må man imidlertid sige, at den moderne medicin hjælper rigtig mange mennesker med ondt i sindet.

Der er ingen nemme svar på de psykiske sygdommes mysterier, men en selvretfærdig overtro på, at nutiden altid har bedre svar end fortiden, er i hvert fald et skidt udgangspunkt. 

Henrik Hoffmann-Hansen

Og måske er der endda dele af tidligere tiders psykiatriske indsats, man kunne lære af. Det er for eksempel slående, at de psykiatriske hospitaler i 1800- og 1900-tallet blev placeret i naturskønne og rolige omgivelser, som man betragtede som en vigtig forudsætning for helbredelsen. Det hensyn har været fraværende i mange hospitalsbyggerier sidenhen. Det er også tankevækkende, at det i dag formentlig ville være umuligt at opbygge en samling af tusindvis af hjerner til forskningsbrug, som den der blev samlet fra 1950’erne til 1980’erne. Nu lægges der stor vægt på den enkelte patients og de pårørendes rettigheder, og det ville blive betragtet det som dybt uetisk at spørge, om man måtte udtage en afdød persons hjerne mindre end 24 timer efter vedkommendes død. Også selvom formålet er nok så ædelt – at sikre forskning til glæde for andre patienter i fremtiden. Der er ingen nemme svar på de psykiske sygdommes mysterier, men en selvretfærdig overtro på, at nutiden altid har bedre svar end fortiden, er i hvert fald et skidt udgangspunkt.