Det kan give ballade, når der ændres på præstestillinger i de mindre sogne. Det har man kunnet se i Kristeligt Dagblad to gange inden for den seneste tid. Dels var folk på Anholt utilfredse med, at de nu måtte nøjes med en halvtidspræst. Dels var sammenlægningen af Holbøl og Bov Sogne i Sønderjylland en fiasko, ikke mindst grundet uenighed om præsternes virke. Og de to valgte til sidst at gå hver til sit.
De to forløb er del af et større mønster. For præstestillingerne effektiviseres løbende, når der lægges sogne sammen. Flere og flere danskere flytter til byerne. Landområder affolkes. Det betyder, at præsteressourcer indrettes herefter. Det indebærer en fare for, at kirken lukker i landsbyen.
Men folkekirken bør holde fast ved at være folkekirke i hele landet. Kirken var der i katolsk tid, før kongens arm kunne nå ud i de små sogne. Og den skal være der i dag, hvor det offentlige lukker skoler og andre bygninger.
Det kan godt gøres. Det kræver blot, at man finder en fleksibel måde at tilpasse sig udviklingen på. For det skal samtidig være muligt at åbne en kirke, når en ny bydel med 10.000 danskere vokser frem i en storby. Ellers ville folkekirken tilsvarende holde op med at være folkekirke. Den skal være kirke overalt, hvor der bor danskere.
Det er her, sognesammenlægningerne kommer ind i billedet. De frigør ressourcer til at oprette nye præsteembeder. I nogle tilfælde giver det god mening. Anholt har ifølge sogn.dk 97 folkekirkemedlemmer. Der skal meget selvbevidsthed til at kræve, at andre præster skal betjene flere tusinde kirkemedlemmer, for at ens egen præst skal nøjes med at betjene under en tiendedel af dette antal. Her har biskop Henrik Wigh-Poulsen en pointe i sin argumentation for omlægning af stillinger.
Afgørende er det, hvordan man udfører sognesammenlægninger. Jo mere sognene selv kan se idéen i sammenlægningen, des bedre kommer det til at fungere. Og jo mere nænsomt man som provst eller biskop går til processen, des mindre risiko er der for at ende i en skilsmisse, som det er sket i Bov og Holbøl. Her er der tilsyneladende uenighed om, hvem der fandt på, at sognene skulle lægges sammen.
Af og til kan der være meget forskellige kirkekulturer i to nabosogne, og ofte fører sammenlægninger til en ny magtbalance. Et menighedsråd, der før kunne træffe beslutninger på egen hånd, skal i den slags situationer vænne sig til at være et mindretal og affinde sig med, hvad der besluttes af flertallet i det større sammenlagte sogn. Der skal ikke meget til, før det ender galt. Ja, man kan næsten overraskes over, at det faktisk går godt så tit.
Hvordan skal kirken i længden imødegå afvandringen fra landet? Svaret er ikke det samme alle steder. Hvis der er mange kristne indvandrere i en by, kan det lægge op til, at man lader de nye danskere bruge kirken og samtidig tage en del af ansvaret for driften af den.
Et andet sted kan løsningen være at arrangere lægmandsgudstjenester, så der er hyppigere kirkegang, ligesom man kan holde fastelavn eller andre relevante aktiviteter. For man skal være kirke for hele folket. Og det mål kan bedst nås, hvis man ikke nøjes med at spørge biskoppen, hvorfra ressourcerne skal komme, men også som menighed ser på, hvad man selv kan gøre for at blive ved med at være kirke.