I 1983 kom Danmarks første reagensglasbarn til verden. Det var i sagens natur en epokegørende begivenhed. I dag, knap 40 år senere, er det usædvanlige blevet hverdag, og i 2021 kom således hvert 10. danske barn til verden med hjælp fra fertilitetsbehandling.
At det er gået sådan, er ikke kun en succes for fertilitetsteknologien, men også en glæde for tusindvis af mennesker, som med et skub fra lægevidenskaben har realiseret drømmen om at blive en familie med børn.
Men sideløbende med den klassiske kunstige befrugtning er der, som beskrevet i Kristeligt Dagblads aktuelle artikelserie "Er børn en rettighed?", fulgt en lang række nye etiske dilemmaer, man næppe havde forestillet sig i 1983. I dag drejer fertilitetsdebatten sig nemlig ikke kun om kunstig befrugtning, men også om, hvem der har ret til et barn - og hvem der menneskeligt betaler prisen for at realisere dette.
Mest tydeligt er dilemmaet i den voksende brug af rugemødre, hvor en kvinde - ofte mod betaling - stiller sin krop til rådighed for par og singler, der ikke selv kan få et barn. Herhjemme er det ulovligt at tjene penge på rugemoderskab, og ganske ofte søger danske par mod lande, hvor rugemoderskab drives som en forretning. Det gælder blandt andet for Cypern, og var også tilfældet i Ukraine, hvor firmaer før krigen drev store klinikker, hvor bedrestillede par og enlige fra især Vesteuropa kunne hente det barn, de havde bestilt og betalt en ukrainsk kvinde for at bære.
Men ønsker vi dette? Hvor langt rækker den moderne rettighedstænkning? Hvordan har den ukrainske kvinde det nogle år efter fødslen af det barn, hun har båret, født og givet væk? Og hvad gør det ved menneskesynet, at man bogstaveligt talt kan købe et barn? Denne vigtige debat fortoner sig desværre i glæden over de teknologiske landvindinger, for hvem ønsker at være den bagstræberiske stemme, der udfordrer den urmenneskelige drøm om et barn?
Vigtig er også hele debatten om familiemønstre og forældreskab. Den klassiske kernefamilie med mor, far og børn er stadig den langt mest udbredte, men udover de tusinder af skilsmissefamilier med "dine, mine og vores børn" har fertilitetsteknologien åbnet for regnbuefamilier, hvor et barn vokser op hos et lesbisk par og samtidig har et nært forhold til den mand, der har doneret sæd og derfor er biologisk far. Også enlige mænd har herhjemme benyttet sig af rugemødre for at blive fædre, og i det hele taget kan det konstateres, at hvor biologien engang definerede muligheden for at få et barn, er stort set alt i dag muligt. Men skal der ikke være en grænse, eksempelvis i forhold til alder? Og skal et barn kunne have fire juridiske forældre, som foreslået af Enhedslisten, trods bekymring hos børneorganisationer?
Alt for længe har vi betragtet teknologien som en løsning på et problem. Tiden må være inde til, at vi besinder os og overvejer, om vi i stedet skaber nye etiske problemer.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.