Den 24. januar er det præcis fire år siden, at almindelige borgere fik mulighed for at stille de såkaldte borgerforslag, som med mere end 50.000 støtter er sikret politisk behandling i Folketinget. I den tid har intet borgerforslag mødt så hurtig og stor opbakning som forslaget ”Anerkend medfaderskab i regnbuefamilier”, som blev stillet den 7. januar og tirsdag havde opnået støtte fra flere end 81.000 personer.
Principielt og juridisk er opbakningen logisk. Det er i dag muligt for to kvinder, som er i et forhold, at blive juridisk ligestillede som forældre, og det er svært at begrunde rationelt, hvorfor to mænd i et forhold ikke skal have de samme juridiske rettigheder, herunder den sikkerhed, det giver for barnet, hvis den ene forælder skulle gå bort.
Derfor tyder alt da også på, at forslaget vil få en nem vej gennem lovmøllen. Men i det forløb bør både politikere og centrale aktører forholde sig til det helt oplagte spørgsmål, som ikke har været aktuelt i forhold med to kvinder: Hvor skal barnet komme fra?
Vi lever i en tid, der i stigende grad søger at imødekomme den enkeltes frihed til at vælge sin egen livsbane – ja, sågar vælge sit eget køn. Over for dette står dog stadig biologien, som ganske umoderne og nådesløst dikterer nogle håndfaste begrænsninger, herunder den biologiske mands muligheder for at få et barn uden hjælp fra en kvinde.
Forslagsstilleren bag det populære borgerforslag er selv blevet forælder med hjælp fra sin søster, som har båret og født barnet, der er kommet til verden med et æg fra en spansk kvinde og sæd fra forslagsstillerens mand. Denne form for såkaldt altruistisk rugemoderskab, hvor der ikke er penge indblandet, er tilladt i Danmark. Men har man ikke en søster eller en anden kvinde, der på samme måde kan eller vil tilbyde at bære et barn, vil scenariet for de fleste typisk være, at de søger mod udlandet, hvor de med penge og kontrakter bogstaveligt talt kan købe sig til en graviditet og et barn. Og netop den problemstilling kan Christiansborg-politikerne ikke ignorere, når de ellers over en bred kam støtter forslaget.
Desværre kan man godt frygte, at den politiske konkurrence om at fremstå mest progressiv på nogle punkter sætter ikke mindst barnet i nye svære situationer.
Eksempelvis har Enhedslistens ligestillingsordfører, Pernille Skipper, foreslået, at man i forbindelse med medfar-diskussionen både kønsneutraliserer forældrelovgivningen og samtidig åbner for, at forældremyndigheden ikke som i dag er begrænset til to forældre, så et barn fremover kan have både tre og fire forældre.
Men hvorfor? Et barn kan i sit liv sagtens have både tre, fire og flere personer, som sikrer det omsorg og støtte – såsom bedsteforældre – men lad ikke det ansvar og de forpligtelser, der følger med forældreskabet, blive reduceret til en menneskelig anpartsordning.
At argumentere imod individets frihed og selvbestemmelse er ikke det, der skaber en politisk karriere i disse år. Men når det gælder noget så centralt som et barns liv og tarv, vil det være ganske uansvarligt, hvis man ikke er opmærksom på, hvem der betaler prisen for den voksnes frihedstrang.