Det føles lidt som at skulle undsige en gammel ven, men det trænger til at blive sagt: Det Etiske Råd er i krise. Det har mistet gennemslagskraft og anseelse, og dets holdninger er ophørt med at være et selvfølgeligt referencepunkt for vores fælles debatter om tidens etiske udfordringer.
Det er et problem, fordi vi i dén grad har brug for råd om etik. Samfundets kompleksitet bliver større og større, og følgerne af at træffe etisk set ukloge eller forkerte beslutninger bliver tilsvarende større og potentielt mere ulykkelige.
Rådet var engang tone- og retningsangivende for centrale debatter. I sin guldalder indtil for 10-15 år siden udgjorde det et etikkens svar på de økonomiske vismænd eller Nationalbankens prognoser.
Rådet bestod altovervejende af respekterede enkeltpersoner, som hver især besad en naturlig myndighed inden for feltet. Flere af dem var intellektuelle kapaciteter, der i egen ret fik offentlighed, politikere og myndigheder til at høre efter, når de diskuterede og barslede med redegørelser om tidens bioetiske og sundhedsdilemmaer.
Rådet var anført af skikkelser, der som debattører og tænkere ragede ganske pænt op i landskabet. Det var folk som den tidligere ledende overlæge Ole J. Hartling og den tidligere amtsborgmester, nu afdøde Erling Tiedemann.
Symptomatisk rummer Det Etiske Råd nu – som beskrevet i torsdagens Kristeligt Dagblad – ikke en eneste fagetiker blandt sine 17 medlemmer.
Hvad er der gået galt? Først og fremmest noget, som Det Etiske Råd ikke selv kan klandres for: Respekten for refleksion og viden, der ikke kan nyttiggøres i en håndevending, er i aftagende.
Her fører talrige folketingsmedlemmer på tværs af partierne frejdigt an. Talende er for eksempel her det stille skred, der sker blandt politikerne i holdningen til aktiv dødshjælp. På baggrund af en – høfligt sagt – ofte begrænset indsigt i emnet udtrykker flere og flere af dem sig til fordel for den statssanktionerede aflivning af svage medborgere. Endnu er Folketinget under ét solidt imod at legalisere den aktive dødshjælp. Men der er en bevægelse i gang, og den er ikke betryggende.
Den slags aflejrer sig naturligvis i respekten for et etisk råd, hvis opdrag er at tænke videre end nytteetik. Kravet om, at alting med det samme skal kunne betale sig – og gerne se godt ud i et regneark – er nok også den trend, der subtilt kan aflæses i, at personer med baggrund i klassiske etiske fag som filosofi, idéhistorie og teologi nu glimrer ved deres fravær i Det Etiske Råd.
Det er fire ministerier og et folketingsudvalg, der udpeger medlemmerne. En for en er de udpegede uden tvivl dygtige. Men med al respekt for både politikere og fagforeningsfolk er det svært at se, hvad der særligt kvalificerer eksempelvis SF's næstformand og Dansk Sygeplejeråds formand til at have sæde i rådet.
At personer, hvis primære kvalifikation synes at være deres flotte poster ude i det generelle samfundsliv, fylder ud i Det Etiske Råd, udvander hele idéen om, hvad rådet bør være.
Ærgerligt. For det danske samfund har brug for Det Etiske Råd mere end nogensinde.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.