Der er problemer, som er så indgroede og åbenlyse, at ingen benægter, at de eksisterer – heller ikke de, der reelt har ansvaret og muligheden for at løse problemet.
Præcis det gælder for den situation, som alt for mange ældre ender i, når de efter behandling på hospitalet skal tilbage til eget hjem – ofte er kræfterne ikke de samme som før, og der er behov for hjælp til de daglige opgaver, men ikke sjældent sker det, at hjælpen er særdeles mangelfuld eller helt fraværende, ligesom der ikke altid foretages den lægelige opfølgning, der er nødvendig.
At dette ikke bare er en påstand, blev bekræftet i denne avis i fredags. Her kunne man læse, hvordan 53 procent af de adspurgte læger i en spørgeundersøgelse giver udtryk for, at sundhedsvæsenet i ”ringe” eller ”meget ringe” grad er gearet til at betjene det stigende antal ældre. I dagens avis bringes tilsvarende en reportage fra Bispebjerg Hospital ved København, hvor man i erkendelse af problemet også forsøger at gå nye veje, blandt andet i form af en særlig ældremodtagelse.
Man kan kun krydse fingre for, at man på Bispebjerg Hospital har fundet en model, der virker. Guderne skal vide, at meget har været forsøgt. Sandsynligvis så meget og så spredt, at man undervejs har mistet blikket for det centrale spørgsmål: Hvem tager ansvar, hvis noget går galt?
Sundhedsvæsenet er uhyre komplekst, men så må opgaven være ikke at drukne ansvaret i for mange mellemled. Hvilke konkrete, navngivne medarbejdere har på et hospital ansvaret for at kontakte en ældre borgers hjemkommune, når borgeren udskrives. Og hvilke konkrete, navngivne medarbejdere er i en kommune efterfølgende ansvarlige for, at en ældre borger får den nødvendige hjælp, når borgeren træder over dørtrinnet til sit hjem? Det spørgsmål bør enhver hospitals- og kommunaldirektør, enhver regional sundhedspolitiker og kommunal ældrepolitiker kunne svare på, så hverken den ældre, de pårørende eller for den sags skyld hjemmehjælpere og praktiserende læger hvirvles ind i en labyrint – ”Bermunda-trekanten”, som det beskrives i dagens avis – af formularer, ubesvarede mails og ansvarsforflygtigelse, hvis noget går galt.
Seneste bud på en løsning er de såkaldte sundhedsklynger, et samarbejde mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner – af parterne selv beskrevet som ”nye, forpligtende og formaliserede ’sundhedsklynger’ omkring hvert af landets 21 akuthospitaler”.
Om klyngerne, som ifølge aftalen skal være realiseret senest den 1. juli 2022, i hverdagen vil betyde en større sikkerhed for den ældre borger, der udskrives til eget hjem, er dog uklart. Aftaleteksten er præget af gode hensigter og en overflod af flotte formuleringer om alle de parter, der skal involveres til drøftelser, målinger og implementering. Skulle hr. Jensen læse aftalen, vil han dog ikke blive meget klogere på, hvem der om cirka 10 måneder konkret har ansvaret for, at han efter udskrivning fra hospitalet ikke kommer hjem til et tomt køleskab og manglende genoptræning.
Som en ekspert påpegede i avisen fredag, har det i 30 år stået skrevet i sundhedsloven, at vi skal have et sammenhængende sundhedsvæsen, ”men det har vi bare ikke”. Så lad os få et svar: Hvem tager ansvaret?
Sundhedsvæsenet er uhyre komplekst, men så må opgaven være ikke at drukne ansvaret i for mange mellemled.