Christiansborg har fået et nyt ritual. Det tiltrækker sig ikke alverdens opmærksomhed, men for de få mennesker, som er optaget af landets kultur- og åndshistorie, er det langt fra uden betydning.
Ritualet handler om Grundtvig og de 10 millioner kroner, som hvert år har været afsat på finansloven til digitaliseringen og formidlingen af Grundtvigs samlede værker. Ritualets indledende ord lyder således: ”Der budgetteres ikke længere på kontoen.”
Det er finanslovsdansk for, at regeringen i sit udspil har fjernet den årlige bevilling. Det er nu tredje gang, at den socialdemokratiske regering indleder dansen om Grundtvig på den måde. De seneste to år har ritualet udspillet sig sådan, at Det Radikale Venstre og andre partier med varmere følelser for det grundtvigske har forhandlet udgivelsen og centret tilbage på finansloven. Og Socialdemokratiet har så sluppet for at skulle give sig på andre områder. Det er en god, gammeldags studehandel med taktiske finesser, som i sig selv ikke er bemærkelsesværdig.
Ikke desto mindre er det usædvanligt, at et ambitiøst forskningsprojekt til i alt 200 millioner kroner som digitaliseringen af Grundtvigs værker er, skal leve en så omskiftelig og usikker tilværelse. I sin tid blev projektet igangsat af en bred forligskreds, og det er og bliver uværdigt, at udgivelsen, som kun er halvvejs færdiggjort, nu skal være genstand for Christiansborg-fnidder.
Samtidig er det også usikkert, om ritualet igen i år vil udspille sig efter den etablerede drejebog. Antallet af politikere, der bekymrer sig nævneværdigt om den grundtvigske forsknings- og formidlingsindsats, lader til at være stærkt aftagende. Og de vakse politikere ved så udmærket, at der ikke er stemmer at miste på en forlist digitalisering af et digert tekstkorpus.
Hvis det skulle ske, at Grundtvig Centeret ikke kommer tilbage på finansloven, vil vi stå med et i praksis ubrugeligt, halvfærdigt projekt og en pinlig, sølle sag for et land, der lejlighedsvist bryster sig af sin kulturelle arv.
I den sammenhæng er Grundtvig ikke hvem som helst. Der er ikke tale om en perifer poet, men derimod om den enkeltperson, der har haft den største betydning på tilblivelsen af det moderne Danmark, herunder vores civilsamfund, vores skole- og sangtradition og vores kirke- og åndsliv.
Og egentlig er det mærkeligt, at Socialdemokratiet vil risikere at stille sig i spidsen for en utidig slagtning af Grundtvig-udgivelsen. Ingen taler mere floromvundent om betydningen af dansk fællesskab og tillidskultur end statsminister Mette Frederiksen. Det bør næsten ikke være muligt, at statsministeren har tilegnet sig den forståelse for det danske samfunds særlige karakter, uden at hun er blevet opmærksom på Grundtvigs betydning for samme.
Man kan rimeligvis undre sig over, at folkene i og omkring Grundtvig Centeret ikke har benyttet de seneste års usikkerhed om bevillingen til at slå Grundtvigs enorme betydning bedre fast for offentligheden og for de bevilgende politikere. Men det ændrer ikke ved, at politikerne af sig selv burde vide bedre. Og hvis ritualet i år ender med, at De Radikale hellere vil satse på et klimaprojekt til deres bæredygtige vælgere, så vil regeringens taktiske manøvre for alvor vise sig som det, den er: En ubegribelig dumhed.