Kristeligt Dagblad mener: Hvorfor taler ingen om den røde bloks kollaps?

Det er moderne at sige, at de borgerlige partier er splittede og ikke kan finde ud af noget. Fortællingen skygger for erkendelsen af, at den anden blok – den røde – er mindst lige så kriseramt

Rød blok er om muligt tættere på et politisk kollaps end den blå blok, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Jeppe Duvå.
Rød blok er om muligt tættere på et politisk kollaps end den blå blok, skriver Kristeligt Dagblads chefredaktør Jeppe Duvå. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Fortællingen om den blå bloks kollaps, om de borgerlige partiers idéfattigdom og om den dybe splittelse i højre side af Folketinget fik stor kraft under valgkampen. Yderligere momentum har den fået her under de lange regeringsforhandlinger. Op til valget næredes den af konkrete udviklinger som De Konservatives kolossale nedtur og tidligere på efteråret af akademiske indspark som Christian Egander Skovs bog med den sigende titel "Borgerlig krise".

Mens opfattelsen af de borgerlige partier som en sølle, forslået flok er ved at rodfæste sig, og den har sandt for dyden mange og solide indicier for sig, så formår den fuldkommen at skygge for en erkendelse, der er mindst lige så påtrængende – til den anden side. Nemlig at den røde blok er om muligt tættere på et politisk kollaps end den blå. At partierne til venstre er dybt splittede indbyrdes, og at rød blok er i en forfærdelig forfatning som blok betragtet.

Når kommentatorer skal sætte kniven ind i en bevisførelse for, at nogen mangler politisk relevans eller bare er gået helt bagud af dansen, stiller de gerne spørgsmålet: Hvad er deres projekt? Og især: Hvad er deres fælles projekt? Det er lige netop det spørgsmål, den bredere politiske dækning for tiden forsømmer at stille til partierne fra Enhedslisten og Alternativet til SF, Socialdemokratiet og De Radikale. Og det er underligt. For det er betydeligt nemmere at få øje på, hvad der skiller dem, end hvad der samler dem.

Udlændingepolitikken splitter de røde partier så invaliderende – med S og indimellem SF på den ene side og alle de andre på den anden – at det næsten er ufint at nævne. Når det gælder økonomisk politik, er uenigheden mellem Enhedslisten og Alternativet på den ene side og på den anden side S og De Radikale uoverstigelig. Inden for klimapolitikken er der, som de mest grønne af de røde partier selv påpeger hele tiden, kun en papirtynd harmoni i blokken. Og så videre.

Der er forbløffende få fællesnævnere, når man kigger efter, og et blot nogenlunde ansvarligt og funktionsdueligt flertal til venstre, som kunne bakke en regering op, er ikke til stede. Det er Mette Frederiksen (S) fuldkommen på det rene med. Helt rationelt har hun derfor siden grundlovsdag erklæret en regering hen over midten som sit mål. Og med lidt held er det en sådan, der præsenteres for nationen om få dage.

Socialdemokratiet, der i generationer og gennem tykt og tyndt har forvaltet regeringsmagten herhjemme, viger naturligt nok tilbage fra at basere sig på et rødt flertal, der er så helt igennem labilt. Det vil være hasard at regere på mandater fra fundamentalister som Alternativets Theresa Scavenius eller fra Enhedslisten, hvis principprogram fortsat midt under en russisk trussel mod demokratierne rummer sentenser som, at partiet "arbejder for dansk udmeldelse af NATO" og "går ind for at det danske militær nedlægges". Putin kunne næppe ønske sig mere.

Det taler Mette Frederiksen til ære, at hun i de her dage gør, hvad kun kan, for at undgå at skulle regere på dette parlamentariske grundlag.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.