Alle bliver fattigere i disse måneder. Der er flere penge i omløb, end der er varer at købe. Det driver priserne i vejret, og resultatet kaldes inflation. For de hundreder af millioner mennesker i de inflationsramte lande, der dag for dag oplever købekraften af deres indkomst svinde ind, er det en brutal oplevelse af et tungt tæppe af armod, der kastes ind over deres hverdag. Og den triste, men hårde økonomiske kendsgerning er, at inflationen først stopper igen, når vi alle er blevet så tilpas fattige, at pengerigeligheden er ophørt, og der igen indfinder sig en slags ligevægt mellem udbud og efterspørgsel.
Den mekanisme er ikke ideologi; den er en markedsøkonomisk realitet, som vi i egen interesse må indstille os på. Vi kan være uenige om mange andre forhold i forbindelse med inflationen. Man kan - i høj grad med rette - fordømme kapitalismens vilkårligheder (bare man husker, at alle andre historiske forsøg på at indrette samfundsøkonomien har ført til langt, langt værre problemer). Man kan diskutere, om årsagen til den tilbagevendte inflation, som vi sidst oplevede i 1980'erne, primært er knapheden på energi som følge af Ukraine-krigen, forsinkelser i de globale fabrikshaller forårsaget af corona-pandemien, trafikpropper i verdens store havneterminaler eller noget fjerde.