Tidligere minister Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, der har udviklet konceptet enkeltsagspartiet til et nyt niveau med enkeltpersonpartiet, ville ifølge en frisk meningsmåling få 11,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg nu. Et besøg på partiets hjemmeside belønner den nysgerrige vælger med udsagn i stil med, at "dansk politik er fortænkt og kompliceret" samt ny-klassikeren om "eliten i de fine saloner i København", der angiveligt bestemmer alt, herunder hvad der er god smag og den rette tone i debatten.
Alt dette kan man ryste på hovedet ad og konstatere, at den laveste fællesnævner må være i frit fald, når noget, der ligner den skinbarlige anti-politik, rekordhurtigt kan opnå tilslutning fra mindst hver 10. vælger.
Men det ville være en arrogant og uklog reaktion. For når meningshaverne er færdige med at sætte nedsættende gloser på Inger Støjbergs provinspopulisme, står spørgsmålet stadig tilbage: Hvad ligger der bag hendes succes? Dét spørgsmål må enhver ansvarlig politiker og alle vi andre naturligvis prøve at besvare. Nøgternt og upassioneret. At lade være med at beskæftige sig med et fænomen, fordi man ikke lige forstår det, er essensen af intellektuel dovenskab.
Med en minksag bag sig må Christiansborg-politikerne overveje, om mennesker uden for de større byer - ude i det såkaldte Produktionsdanmark - kan have en pointe, hvis de føler, at myndigheder og alt andet, der lugter af København, tromler hen over dem. Minkkommissionens rapport pegede tidligere i sommer på 10 topembedsmænd, der groft har fejlet i forbindelse med minkskandalen. Indtil videre uden, at det har haft kendte negative konsekvenser for nogen af dem.
Minksagen dokumenterer ikke, at der systematisk begås uret mod vælgerne i landets tyndt befolkede områder. For det gør der ikke. Men den er helt sikkert med til at skabe en levedygtig forestilling - som ikke er uden hold i virkeligheden - om, at lukningen af flere tusinde menneskers job i produktionserhvervene ikke rigtig gør indtryk i centraladministrationen og hos de partier på Christiansborg, der åbenlyst appellerer til storbyboeres mishag ved det gylle- og valutaproducerende landbrug.
Inger Støjbergs politiske projekt er bare ikke en hjælp til disse vælgere. Det giver dem stene for brød. For svaret på eksempelvis den minkskandale, der må ligge en god del af hendes nye kernevælgere på sinde, er ikke en fordummende konstatering af, at dansk politik er blevet for "kompliceret". Det er netop anti-politik, mens det, de etablerede partier burde diske op med, var en gennemtænkt politik for at gå den oplevede virkelighed ude i udkanten i møde.
For det er jo ikke bare en tvangstanke, at eksempelvis strukturreformen fra 2007 fjernede en lang række af de vigtige symboler på, at de små lokale samfund hænger sammen med det store samfund.
Det etablerede Danmark har én gang i nyere tid ignoreret en vælgerstrømning, det ikke brød sig om. Det var Dansk Folkeparti med dets i mange år ilde hørte budskab om, at indvandringen var ude af kontrol. Støjbergs platform rummer ikke indsigter med noget nær samme styrke, men derfor bør vælgeropbakningen til hende alligevel være et vigtigt signal til de andre partier.