Partierne bag det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik står umiddelbart med en vindersag. Med Ruslands invasion af Ukraine er det blevet klart for de fleste, at forudsætningen for den frihed, vi i mange år har taget for givet, er et stærkt forsvar. I det lys virker tidligere årtiers debat om forsvaret nu om muligt endnu mere naiv. Tænk på 1970’ernes Mogens Glistrup, der mente, at forsvaret kunne erstattes af en telefonsvarer. På 1980’ernes socialdemokratiske fodnotepolitik og på 1990’ernes og 00’ernes økonomiske nedprioritering af forsvaret, når nu den kolde krig var slut, og militær tilstedeværelse var noget, der krævede sandfarvede ørkenuniformer langt fra det europæiske kontinent.
Med andre ord har der aldrig været et bedre tidspunkt end nu til at bede danskerne gøre op med forbeholdet mod EU's forsvarssamarbejde, som Danmark har haft siden 1993 med Edinburgh-aftalen.
Alligevel er det lykkedes ja-partierne at komme ualmindeligt dårligt fra start i forberedelserne til folkeafstemningen den 1. juni, hvor vælgerne skal tage stilling til, om de vil af med forsvarsforbeholdet i EU.
For som nej-siden dygtigt påpeger, nævner det foreløbigt planlagte spørgsmål, der skal stå på stemmesedlen, hverken EU eller forsvarsforbeholdet. I stedet lægges der op til at spørge: ”Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed?”. Men EU er ikke det samme som Europa – blandt andet deltager den britiske hær, som må siges at være den måske vigtigste i Vesteuropa, som bekendt ikke i EU-samarbejdet.
Det er derfor ualmindeligt nemt for nej-sigerne, hvad enten de repræsenterer Dansk Folkeparti eller Enhedslisten, at råbe op om snyderi og vælgerbedrag og mere end antyde, at regeringen og de øvrige EU-positive partier prøver at narre vælgerne og dermed appellere til tvivlere, der ser med stor skepsis på EU-samarbejdet. Dermed har ja-siden – igen, fristes man til at sige – været klodset ved at kunne beskyldes for at være tendentiøs og måske ligefrem manipulerende i sin tilgang. Den slags har tidligere ført til, at et flertal i befolkningen stemte nej til det forslag, et flertal i Folketinget ellers anbefalede. Tænk blot på afstemningerne om euroen og retsforbeholdet.
Nato vil, uanset resultatet af afstemningen den 1. juni, fortsat være den største garant for sikkerheden i Danmark, og det er rigtigt af partierne bag forsvarsaftalen at hæve bidraget til alliancen, hvis betydning vi netop i disse måneder ser udfolde sig. Men det er også oplagt, at EU i højere grad end hidtil tager ansvaret for egen sikkerhed på sig i en tid, hvor USA har mange andre prioriteter, og hvor Natos styrke ikke er stærkere end næste amerikanske valg. Det ansvar skal Danmark tage på sig og bidrage til. Og det kan den danske vælgerbefolkning sagtens forstå. Derfor bør man spørge ligeud den 1. juni: Synes du, at forbeholdet for et fælles forsvar i EU skal afskaffes?