I 2013 blev Sverige ramt af en ophedet debat. Blandt de omfangsrige afsløringer, som whistlebloweren Edward Snowden havde lækket til medierne som ansat i den amerikanske efterretningstjeneste NSA, kunne man læse, at den svenske efterretningstjeneste havde givet NSA adgang til de kabler, der sikrer telefon- og internetforbindelse i det baltiske område – hvilket gav amerikanerne adgang til først og fremmest russisk kommunikation, men teoretisk set også til kommunikation til og fra de øvrige lande i Baltikum.
Nu er Danmark så ramt af en lignende debat, udløst af afsløringerne af, at NSA med bistand fra Forsvarets Efterretningstjeneste kan have aflyttet blandt andre den tyske kansler Angela Merkel samt statsledere og højtstående embedsmænd i Tyskland, Sverige, Norge og Frankrig. I den forbindelse er det oplagt at bemærke, hvad Sveriges udenrigsminister i 2013, Carl Bildt, svarede, da han afviste at rådføre sig med andre nationer om deres forskellige overvågningsprogrammer: ”For de vil lyve.”
For det er jo netop den ubekvemme sandhed ved alle verdens efterretningstjenester: Alle nationer gør noget, der ikke tåler dagens lys.
Denne gang er det så Danmark, der er i søgelyset. Både Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, Tysklands kansler, Angela Merkel, samt statsministrene i Norge og Sverige har efterlyst en forklaring på den danske hjælp til NSA, for ”man spionerer ikke mod venner”, som Merkel tidligere har sagt.
Når kritikken trods alt er relativt afdæmpet, skyldes det jo, at ingen har noget at lade de andre høre. Skulle Tyskland fare op over den danske ageren, vil det være oplagt at minde den tyske regering om – som beskrevet andetsteds i dagens avis – at den tyske efterretningstjeneste selv tidligere har opsnappet data fra 23 EU-lande og efterfølgende videregav disse oplysninger til selvsamme NSA. Så jo, stater spionerer faktisk mod venner.
Nu er det jo aldrig en undskyldning for dårlig opførsel, at andre gør det samme. Og den danske sag er bestemt ikke uproblematisk. Selvom USA er Danmarks nærmeste allierede, skal også skiftende danske regeringer altid være i stand til at udvise autoritet og sige nej, hvis Danmark risikerer at udhule egne interesser og sin egen internationale position ved at blive marionet i et uigennemskueligt storpolitisk spil. Det kan også gode venner forstå, herunder USA.
En undersøgelseskommission er allerede i gang med at undersøge sidste års afsløring af en række kritisable forhold i Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder anklager om spionage mod et medlem af Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
I det arbejde vil det være oplagt, at undersøgelseskommissionen så vidt muligt inkluderer de seneste afsløringer, både for at få styr på proportionerne i det, som nogle meget hurtigt har udråbt til ”en skandale”, og for ganske enkelt at afdække, om der i Forsvarets Efterretningstjeneste er opstået en lidt for ivrig kultur, der i et misforstået hensyn til USA kan ende med at placere Danmark og danske borgere i en mere udsat position. Efterretningstjenester må i et demokrati ikke udvikle sig til en stat i staten, men skal – naturligvis i et fortroligt og demokratisk kontrolleret forum – altid kunne stilles til ansvar for deres handlinger. Men lad nu undersøgelseskommissionen gøre sit arbejde, før man for bombastisk konkluderer, at den danske efterretningstjeneste ikke bare bevæger sig i samme gråzone som andre landes efterretningstjenester, men rent faktisk har brudt loven.