Kristeligt Dagblad mener: Juridisk kønsskifte er et skråplan

Inden ligestillingsministeren finder på nye måder at glæde både venstrefløjen og den borgerlige opposition, er der brug for, at vi som samfund tænker os om

Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) vil fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte, som i dag er 18 år.
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) vil fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte, som i dag er 18 år. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Det er blevet en af tidens helt centrale værdipolitiske debatter. Skal børn og unge have ret til juridisk kønsskifte, og hvor langt skal sundhedsvæsenet gå for at gøre et ønske om kønsskifte til virkelighed? 

På den ene side står en meget aktiv gruppe af forældre og foreninger for transkønnede børn og på den anden side står en gruppe af debattører, som mener, at kampen for transkønnedes rettigheder er kørt helt af sporet. Ind imellem står en stor del af befolkningen, som nok i det stille undrer sig lidt: Hvad er det egentlig, der foregår med kønsdebatten i disse år? Er køn i dag blot noget, man vælger, eller er det faktisk et biologisk vilkår, som det har været indtil nu? 

På Christiansborg deler det politiske Danmark sig i to cirka lige store lejre. Fra Socialdemokratiet til Enhedslisten er der udbredt opbakning til den progressive kønsskifte-dagsorden, mens det borgerlige Danmark er enige om at være skeptiske, om end i varierende grad.  

Nu har regeringen med ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i spidsen så fremlagt et lovforslag, der helt skal fjerne aldersgrænsen for juridisk kønsskifte, som i dag er 18 år. Det er endnu mere vidtgående end Det Etiske Råds anbefaling fra sidste år, som lød på en grænse for juridisk kønsskifte i 10-12 års-alderen. 

Venstrefløjen og de transkønnedes lobby-foreninger jubler, men meget tyder på, at lovforslaget også bliver betragtet som en politisk gave på den modsatte politiske fløj, hvor Dansk Folkeparti allerede har kaldt ligestillingsministeren i samråd. 

Under alle omstændigheder kan timingen undre. Socialdemokratiets værdipolitiske slingrekurs bliver stadigt mere udtalt. Med den ene hånd lancerer partiet progressive pakker for at holde sammen på regeringens parlamentariske grundlag og yngre vælgere i byerne, mens de med den anden hånd fortsat forsøger at fremstå som kulturkonservativt common sense-parti for at holde på midtervælgerne.

Det aktuelle forslag kommer desuden på et tidspunkt, hvor flere lande omkring os har slået bak på den progressive dagsorden for transkønnedes rettigheder. 

I Storbritannien har sundhedsmyndighederne efter hård kritik besluttet fra næste år at lukke den omstridte Tavistock-klinik i London, som behandler børn, der kæmper med deres kønsidentitet. Og Karolinska Universitetshospital i Stockholm stoppede i foråret med at behandle børn under 16 år med kønsskiftehormoner. 

Også i Danmark er der god grund til at sige “stop en halv”. Fra grundige studier ved man, at i omegnen af 0,6 procent af befolkningen oplever såkaldt kønsdysfori, det vil sige uoverenstemmelse mellem deres biologiske køn og deres kønsidentitet. Samtidig viser anden forskning fra USA, at ønsket om at skifte køn kan brede sig markant i nogle miljøer, hvor op imod 50 procent blandt piger i teenage-alderen har ønsket at skifte køn. 

Inden ligestillingsministeren finder på nye måder at glæde både venstrefløjen og den borgerlige opposition, er der brug for, at vi som samfund tænker os om. Og finder en løsning på, hvordan vi kan hjælpe de få, som faktisk oplever problemer med deres kønsidentitet, uden at bidrage til forvirring og fortrydelse hos de mange. 

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.