Kristeligt Dagblad mener: Kirkegårde er også for de levende

En civilisation er ikke kun kendetegnet ved sin omsorg for de levende, men også ved sin respekt for de døde. Herfra kan kun lyde en opfordring til, at folkekirke og kommuner i stigende grad går sammen for at sikre kirkegården som en central del af vores fælles arv og historie

I snart ganske mange år har landets lokalhistoriske arkiver oplevet en støt stigende interesse for de gulnede papirer, der gemmer sig i deres skuffer. Gamle kirkebøger, hvor for længst afdøde præster med næsten ulæselig skråskrift har registreret fødsler, konfirmationer, bryllupper og dødsfald, bliver nærstuderet, så der kan tegnes nye grene på familiens stamtræ. Det kan godt være, at verden er mere tilgængelig end nogensinde, men mange søger den store historie i det nære: familien, slægten, egnen.

Paradoksalt nok oplever man samtidig med denne folkelige interesse en modsatrettet udvikling, hvor et af de mest konkrete symboler på historien er under pres: Kirkegården.

I serien ”Historien på kirkegården”, som kan læses i Kristeligt Dagblad i disse uger, er det blevet beskrevet, hvordan blandt andet små lokale kirkegårde, som ikke længere bruges, er i fare for helt at forvitre og forsvinde, fordi der ikke er vilje eller økonomi til at bevare dem. Sideløbende er nye begravelsestraditioner, hvor flertallet af døde bliver kremeret, med til at ændre kirkegårdenes udseende og funktion. Kirkegården som kulturarv og fælles hukommelse er ikke længere en selvfølge.

At de folkekirkelige kirkegårde på den måde ændrer karakter, kan forklares med en lang række faktorer – herunder, at mange i dag flytter fra deres hjemegn og dermed også mister den naturlige tilknytning til den lokale kirkegård.

Men en forklaring, man ikke kan komme uden om, er den voksende og efterhånden ret høje brugerbetaling, som indføres flere steder med det formål at gøre kirkegårdene økonomisk selvbærende.

Denne udvikling betyder for mange, at de enten sløjfer et gravsted hurtigere, end de ellers ville have gjort, eller at der vælges et mindre gravsted. Og når mere end 8 ud af 10 danskere i dag vælger at blive kremeret, kan det uden tvivl også kædes sammen med, at ganske mange prioriterer et urnegravsted, fordi de ikke vil pålægge de efterladte den ekstra udgift, som et almindeligt gravsted kan medføre.

Århundreders tradition og fælles historie risikerer på den måde at blive et offer for en kortsigtet økonomisk tænkning. Hvilken historie vil man få fortalt, når man om 50-60 år går tur på en kirkegård? Bliver det historien om sin slægt og sin egn? Eller historien om en effektiviseringskultur, der reducerede slægten og det historiske perspektiv til en kolonne i et excel-ark?

En civilisation er ikke kun kendetegnet ved sin omsorg for de levende, men også ved sin respekt for de døde. Udviklingen er heldigvis ikke uundgåelig, og herfra kan kun lyde en opfordring til, at folkekirke og kommuner i stigende grad går sammen for at sikre kirkegården som en central del af vores fælles arv og historie. For formår vi at værne om vores døde, vokser også livets betydning.