Ane Halsboe-Jørgensen kunne have valgt at klæde sig ud som Anders And. Den nye kirke- og kulturminister kunne have erobret Facebook som Batwoman. Men hun valgte noget tredje. Hun begyndte sin tid som kirkeminister med at iklæde sig pels og fehår og komme ud på de sociale medier som spåkone fra vikingetiden, som vølve.
Det har skabt debat, og ministerens spindoktor glæder sig over opstandelsen. For den slags er eftertragtet opmærksomhed for en dansk politiker anno 2021.
Der er mange gode grunde for en politiker til at være vølve på sociale medier. Men som bredere tendens er udklædte ministre ikke til gavn for folkestyret.
Kirkeministerens optræden er udtryk for den poppede tendens, som har forandret politik grundlæggende på få årtier. Politikere viser deres makrelmadder på Facebook, danser i Vild med Dans og kæler med hunden på Instagram. De vil gerne være, hvor det folkelige er: på sociale medier. Det kan man ikke fortænke dem i. Problemet er, at de overtager de kriterier for at blive populære, som gælder blandt teenagere: Hvem liker dig? Hvor mange kan lide dig? Føler du dig set?
Mens regeringen beklager presset på børn for at være populære online, går den selv forrest med at samle på tommelfingre. Samtidig med at ministre buldrer imod amerikanske tech-giganter, gør de selv Facebook til politisk arena. Og mens de raser mod Donald Trumps popularisering af politik, populariserer de selv politik langt ned under gulvbrædderne.
Tro ikke, det er tilfældigt, at den nye minister træder ind på scenen på denne måde. Alt, hvad der frivilligt bringes ud på sociale medier fra politisk hold, er planlagt. Og Ane Halsboe-Jørgensen kan da også score politiske sidegevinster på mindst tre niveauer ud over den enorme opmærksomhed, hun får:
For det første udnytter hun den brede rækkevidde, Jim Lyngvild har opnået som markør. Han kan give folkelig kontakt og er modbilledet på det elitære, som han tit tordner imod. Man behøver ikke tale om håndboldhaller som udtryk for folkelig kultur, når man kan gå gennem vikingedyrkelsen og nå ud til alle de danskere, der gerne vil have letforståelig kunst.
For det andet henviser vølven til nationens arv gennem 1000 år og forbindes med dansk historie. Måske vinder hun gennem samarbejdet med DF-ikonet Jim Lyngvild også et par vælgere over fra det nationalkonservative segment.
For det tredje får hun placeret sig kirkeligt. I folkekirken er Lyngvild blevet markør på, at man er progressiv. I venstregrundtvigske kredse kan man slet ikke få nok af den asatroende fotograf. Derfor er han med på grundtvigsk festival i Køge i næste uge, ligesom han skal designe salmebøger for Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet. Kirkeministeren får placeret sig i opposition til de kirkekonservative, der protesterer på Facebook.
Der er mange gode grunde for en politiker til at være vølve på sociale medier. Men som bredere tendens er udklædte ministre ikke til gavn for folkestyret.