Onsdag tog vi et lille skridt imod et mere normalt kirkeliv. Folketingets epidemiudvalg vedtog at droppe det arealkrav, der gælder landets trossamfund. Det efterlader stadig kirkerne med krav om coronapas og mundbind. Udviklingen giver anledning til at gøre status på de senfølger af corona, som ikke bare mange smittede, men også kirkerne døjer med.
Man må gerne gå i kirke i dag. Men mange gør det ikke i samme grad som tidligere. Det melder flere stifter om. I dagens avis lyder beskeden fra Viborg-biskop Henrik Stubkjær, der taler om en ”naturlig tilbageholdenhed”.
Julegudstjenesterne plejer at trække fulde huse. Når selv de ikke kan det mange steder, er der noget på færde. De mange halvtomme kirker den 24. december talte et klart sprog. Det var det klarest mulige udtryk for, at kulturkristendommen har fået forstyrret sit forhold til kirkegang.
Det er særligt et psykologisk problem. Mange danskere er stadig bange for at vende tilbage til det sociale liv, de havde før coronapandemien. Hvis man har vænnet sig til at leve forsigtigt igennem snart to år, bliver ængsteligheden let en fast følgesvend.
Det store spørgsmål er, om det hænger ved, når så mange først har vænnet sig til ikke at gå i kirke. Det er for tidligt at svare på. Men det er sikkert, at det vil kræve et fælles løft at genskabe kirkegængernes gamle vaner. Og det er ikke for tidligt, at sogne begynder at tænke over, hvad der kan sættes i værk af tiltag for at få de forsvundne i tale.
Der er en gudstjenestemuskel, der skal trænes op igen. Også i områder med stærk tradition for at gå i kirke har det knebet. Der var til gengæld et stort pres fra dåbsinteresserede forældre, som kom og ville have deres børn døbt, da restriktionerne for trossamfund faldt sidste gang. Der har de fleste steder ikke været et lignende ophobet pres for at komme til højmesse eller andre gudstjenester. Det hænger selvfølgelig sammen med, at overgangsriter som dåb og konfirmation har en særlig karakter. De er normalt en engangsforeteelse, som skal foregå på et bestemt tidspunkt i livet.
Men udviklingen peger også på, at danskerne holder meget af kirkerummet ved livets store overgange, mens de har lettere ved at undvære den ugentlige kirkegang. Teologien spiller en rolle her. Den folkekirkelige kristendomsform har en tilknytning til gudstjenesten, der adskiller sig fra nogle andre kirkekulturer. De fleste danske protestanter har en anden tilgang til det, der sker i kirkerummet om søndagen, end man for eksempel finder hos katolikker, der på anderledes vis lægger vægt på at deltage i det, de kalder den hellige messe. Det kan stille katolikker bedre, når det gælder om hurtigere at få genskabt den gamle kirkegangskultur.
Man kan godt begynde at se frem imod, at også coronapas og mundbind droppes i de danske trossamfund. Men fremtiden er uvis: Får vi en ny mutation værre end de tidligere? Der er en usikkerhed, der nager. Og den nager ikke mindst de kirkegængere, der længe er blevet smittet med frygt og forsigtighed. Bare vi ikke ender med at se vores næste som smittefare mere end som sidemand på kirkebænken.