Kristeligt Dagblad mener: Kirken skal ikke være statens lydige corona-tjener

Det er vigtigt for kirken at vise skønsomhed i efterlevelsen af corona-regler

Sidste år omkring denne tid blev kirkedørene låst, og der var ingen adgang for fortvivlede eller andagtsøgende mennesker.
Sidste år omkring denne tid blev kirkedørene låst, og der var ingen adgang for fortvivlede eller andagtsøgende mennesker. . Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

De fleste husker den første nedlukning under coronapandemien. Landets kirker fik i marts 2020 ikke bare aflyst søndagens gudstjenester. Kirkedørene skulle også låses. Her var ingen adgang for fortvivlede eller andagtsøgende mennesker. Da kirkedørene igen blev åbnet, var det kun på klem og med mange begrænsninger. Aflysningerne af julens gudstjenester, som kirken reelt blev påtvunget af myndighederne aftenen før årets største gudstjenestedag sidste år, var et lavpunkt under hele coronanedlukningen. Da samfundet endelig afviklede stort set alle coronarestriktioner hen over den forgangne sommer, stod kirken bagerst i kø til genåbning. Der kunne samles tusindvis af mennesker på landets fodboldstadioner og til koncerter, men i kirken og til begravelser måtte folk kun komme i begrænset tal.

Mange har med rette følt, at staten brutalt og hensynsløst har kørt hen over kirken fra den første nedlukning i marts 2020 og til genåbningen efter den forgangne sommer. Det må ikke ske igen. 

Erik Bjerager

Det var absurd. Men det var mere end det. Det var nemlig en politisk beslutning, hvad der skulle åbne, og hvad der skulle forblive lukket. Og her tabte kirken til staten. Kirken og danskernes trosliv havde ingen høj prioritet.

Nu er Danmark på vej ind i en genopblusset coronapandemi, og fra slutningen af november er det blevet pligtigt i alle kirker at kræve coronapas ved indgangen, hvis der er mere end 100 kirkegængere. Det er formentlig en fornuftig beslutning. Alle må gøre deres for at smittespredningen bliver begrænset. Men som Aarhus-biskop Henrik Wigh-Poulsen klogt har skrevet til kirkerne i stiftet, bør man forvalte de nye restriktioner med skønsomhed. Det er et godt begreb, og det bør af alle steder herske i kirken. Mange – især gamle mennesker – er nok vaccineret, men har ikke digital adgang til et coronapas. Og skal man afvise de psykisk syge, der heller ikke har styr på alt det digitale?

Kirkerne bør i høj grad lade sig styre af tillid til kirkegængerne. Hvis de ved, at man kun må komme i kirke, hvis man er vaccineret eller ikke er smittet, bør kirken i høj grad tage kirkegængernes ord for gode varer. Tillid bør komme før kontrol. Lidt civil ulydighed er ikke altid at foragte.

Folkekirken er en del af den danske stat, men ikke kun. Kirkens ansatte og især præsterne er ikke bare embedsmænd, selvom staten prøver at gøre dem til det. Kirken har en pligt til altid at agere kristeligt, før end den er statens lydige tjener. Under den første coronanedlukning var der mange eksempler på, at landets kirker overimplementerede reglerne. Det kirkelige personale optrådte som en ny tids linjevogtere af blandt andet afstandskravene, som siden viste sig kun at være anbefalinger fra myndighederne. Ikke krav. Kirkegængere blev afvist ved kirkedørene ud fra den brutale devise: Hellere én for lidt end én for meget. Kirken viste sig at være et af de steder i samfundet, der mest nidkært efterlevede alle anbefalinger og restriktioner. I eftertanken har der da også været mange kritiske røster fremme fra landets biskopper, provster, præster og menighedsråd. De har indset, at kirken opførte sig overforsigtigt, og mange har med rette følt, at staten brutalt og hensynsløst har kørt hen over kirken fra den første nedlukning i marts 2020 og til genåbningen efter den forgangne sommer. Det må ikke ske igen.