Virkeligheden er altings prøve. Og en sådan prøve må det siges at være, når regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S) i disse dage er værter ved den indiske premierminister Narendra Modis besøg i Danmark.
Den officielle anledning er et styrket samarbejde om dansk eksport af klimateknologi og -viden til Indiens cirka 1,4 milliarder indbyggere. Men selvom klimaet i disse år ganske tiltrængt rykker højere op på den politiske dagsorden, og man kun kan glæde sig over dansk erhvervslivs flotte position på området, kan herfra kun opfordres til, at Mette Frederiksen også for en stund flytter fokus væk fra vindmøller og solceller for i stedet at påtale Indiens systematiske og voldsomme undertrykkelse af religiøse minoriteter, herunder landets 200 millioner muslimer og 70 millioner kristne.