Kristeligt Dagblad mener: Klimaskam er både selvoptaget og trættende

Klimakrisen er en realitet. Talrige videnskabelige rapporter har påvist, hvad der ikke længere kan diskuteres. Kloden bliver varmere, mennesker bærer en god del af ansvaret, hvorfor det også bør være op til menneskeheden at finde mulige løsninger på krisen. Andre vil næppe gøre det.

Hvad der til gengæld fortsat kan og bør diskuteres er, hvordan vi klogest forholder os til klimakrisen, og hvordan vi finder frem til de bedste løsninger.

Her er det blevet et ofte gentaget mantra, at vi alle kan gøre en forskel. Og selvom den gradvist voksende folkelige bestræbelse på at udvise bæredygtig handlekraft er menneskeligt forståelig og formentlig også en vigtig forudsætning for at tvinge politikerne til at finde frem til mere tungtvejende løsninger, så blotlægger den allestedsnærværende klimabevidsthed også store mængder af varm luft og hykleri. Klimaskammen er en af dem.

Netop her ved sommerferiens afslutning har den særligt gode vilkår. Mange skal høre om, hvordan folk har været sydpå med familien, selvom det, som det angrende indrømmes, foregik med fly. Andre skal høre om, hvordan der blev grillet lystigt i haven, selvom kødet, vistnok, fyldte lidt for meget på grillen. Og så videre. Det er alt i alt en anelse trættende og i virkeligheden også en smule selvoptaget.

Ofte virker det, som om klimaskammen først og fremmest har til formål at understrege den pågældendes evne for raffineret klimabevidsthed. Man demonstrerer sin indsigt i eget og andres klimaregnskaber og får betonet, hvor optaget man er af at gøre det rigtige. Også selvom det ikke lige lykkedes denne gang. Skammen vil være til at leve med, hvis der faktisk var tale om en erkendelse af, at man havde gjort noget, man ikke burde. Men alt for ofte bliver klimaskam snarere en form for social terapi i de snakkende klasser, uden at det faktisk fører til ændrede handlemønstre.

Skam er et såre menneskeligt fænomen, og når den allerede i Første Mosebog spiller en nøglerolle, er det, fordi skammen vidner om menneskets evne til at betragte sig selv udefra. Det er i en vis forstand skammen, der gør os til mennesker. I det omfang skammen er udtryk for egentlig syndserkendelse, er den som oftest også betimelig.

Men der er også en grund til, at hverken Bibelen eller verdenslitteraturen er fyldt med mennesker, der taler om, at de skammer sig. For hvis man faktisk skammer sig, dybt og inderligt, vil man formentlig i højere grad gøre det i stilhed, og i stedet bruge kræfterne på at finde ud af, hvordan man kan handle anderledes.

Det ville være velgørende, hvis den offentlige samtale handlede mere om, hvad der giver mening at lave om på i klimakampen. Og mindre om at udstille en påtaget skam, som indimellem nærmer sig det skamløse.