Kristeligt Dagblad mener: Klimatopmødet leverede for lidt. Men vi må bevare håbet

Klimatopmødet leverede for lidt. Men vi må bevare håbet. Det er det, der giver mod og drivkraft til at flytte verden

2020’erne har testet os med voldsomme klimaforandringer, pandemi og krig. Her i Sanaa, Yemen.
2020’erne har testet os med voldsomme klimaforandringer, pandemi og krig. Her i Sanaa, Yemen. Foto: Khaled Abdullah/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er nemt at blive ramt af mismod efter klimatopmødet i Egypten, der sluttede søndag. For COP-mødet endte som endnu et, hvor man må konkludere, at det, der blev nået enighed om, var for lidt, og det kom for sent, hvis vi skal holde os på en temperaturstigning på højst 1,5 til 2 grader. Ifølge eksperterne er vi snarere på vej mod en verden, der er 2,4 til 2,8 grader varmere end før industrialiseringen, hvilket vil påvirke alle mennesker på kloden, ligesom dyre- og planteliv vil blive voldsomt forandret. Men der er også grund til optimisme - mennesker kan det umulige. Så her er tre ting, der giver anledning til håb.

1. Den globale klimafond, hvor de rige lande skal yde økonomisk støtte til de mest sårbare ulande, er nu en realitet. Det har længe været et ønske fra udviklingslandene, mens Europa og USA har kviet sig ved eksempelvis at skulle klimakompensere lande som Kina og Saudi-Arabien, der er defineret som ulande. Det synes nu at være løst med en tekst om, at det er "sårbare" ulande, der skal have økonomisk støtte til at håndtere tørke, oversvømmelser og højere vandstande. Og ja - pengene kommer ikke i morgen. De rige lande har igen og igen vist, at det kniber med at komme til lommerne, når det handler om ulandsbistand, ligesom der er risiko for korruption, så pengene ikke går til at bygge diger, men til et liv på første klasse for de få.

2. Verden er forbundet. Man kan med rette ryste på hovedet over det egyptiske formandskabs kaotiske mødeledelse og finde det svært at se det opmuntrende i, at det er olielandet De Forenede Arabiske Emirater, der nu har klimadepechen og skal stå for næste topmøde. Men det er også et udtryk for, at hele verden er involveret.  Europa, Nordamerika og vækstøkonomier som Kina og Indien er sammen med de arabiske småstater nogle af de værste klimasyndere, og hvis målene skal nås, skal alle flytte sig. I dag er der stort set konsensus om problemet og dets omfang, og det er opmuntrende, at verden år efter år mødes og søger klimaløsninger. Nok er nogle lande - meget - besværlige og tunge at danse med, men der er ingen vej udenom. Dansk klimapolitik eller EU’s ambitioner for den sags skyld rækker ikke. Alle skal med.

3. Der er meget, der foregår uden for FN's forhandlingslokaler, og markedskræfterne er stærke. Ikke kun i Vesten, men også i eksempelvis Kina. Erhvervslivet er godt i gang med at finde kreative løsninger og opfinde teknologier, der skal hjælpe med både at klimatilpasse, de steder, hvor vi bor og sikre grønne og vedvarende alternativer til fossile brændstoffer. Klimatilpasning, temperaturmålsætninger og bekæmpelse af forurening er heldigvis nært beslægtede, og nok kører kulkraftværkerne fortsat i de lande i Asien, der er hele verdens fabrikshaller, men der satses også massivt på vind- og solenergi. Vækstøkonomier ønsker selvsagt at sikre sine befolkninger bedre levestandarder, samtidig med at de kan trække vejret fri for smog og leve i tryghed for ekstremt vejr.

Verden er forunderlig, og 2020’erne har testet os med voldsomme klimaforandringer, pandemi og krig. Men det har netop også vist sig, at når vi for alvor er udfordrede, finder mennesker løsninger. Nej, håb er ikke en strategi. Men håb skal der til for at give mod og drivkraft til at flytte verden.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.