Kristeligt Dagblad mener: Kønsdebat må ikke kamme over i uforsonlighed

Rowling er af flere hyldet som kvinden, der fik nye generationer til faktisk at læse. På den baggrund skulle man tro, at hun i ligestillingsdebatten ville blive fremhævet for sin evne til at nedbryde traditionelle kønsopfattelser. Sådan er det dog ikke gået

Debatten om forfatteren J.K. Rowling (billedet) kan virke irrelevant i en dansk sammenhæng, men er et symbol på en identitetspolitisk udvikling, vi desværre også oplever herhjemme, skriver Morten Rasmussen.
Debatten om forfatteren J.K. Rowling (billedet) kan virke irrelevant i en dansk sammenhæng, men er et symbol på en identitetspolitisk udvikling, vi desværre også oplever herhjemme, skriver Morten Rasmussen. . Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix.

For 25 år siden, i juni 1997, blev der skrevet litteraturhistorie. Her udkom ”Harry Potter og De Vises Sten” – den første af syv bøger om den forældreløse Harry Potter, der på sin 11-års fødselsdag finder ud af, at han er en troldmand, som sammen med sine venner skal bekæmpe intet mindre end ondskaben selv.

Bag det hele stod Joanne Rowling, en enlig og økonomisk trængt mor, som udgav bøgerne under navnet J.K. Rowling, da forlaget angiveligt mente, at et kvindeligt navn ville afholde især drenge fra at begive sig ind i ”Harry Potter”-universet. Men selvom det hurtigt blev kendt, at en kvinde stod bag ”Harry Potter”-bøgerne, har både drenge og piger i milliontal kastet sig over dem, og Rowling er af flere hyldet som kvinden, der fik nye generationer til faktisk at læse. På den baggrund skulle man tro, at Rowling i ligestillingsdebatten ville blive fremhævet for sin evne til at nedbryde traditionelle kønsopfattelser og for i det hele taget som kvinde at knuse det såkaldte glasloft – den usynlige forhindring for kvinders adgang til indflydelse, magt og penge.

Sådan er det dog ikke gået. I identitetspolitikkens tid er tolerancen under pres, især hvis man ikke ukritisk føjer de kønspolitiske strømninger, og det har Rowling om nogen oplevet, siden hun for to år siden opponerede mod udtrykket ”mennesker, der menstruerer”, hvor man ifølge Rowling burde skrive ”kvinder”. Med dette syn på køn som en biologisk kendsgerning gjorde Rowling sig så upopulær, at hun end ikke har fået lov at deltage i en udsendelse, der markerer 20-års jubilæet for den første ”Harry Potter”-film, ligesom en britisk skole har fjernet hendes navn fra en af skolens afdelinger. Selv forsøger Rowling nuanceret at søge dialogen ved at understrege sin støtte til kønskampen, men samtidig insistere på, at en voldtægtsforbryder eksempelvis ikke, som det nu overvejes i Skotland, bør kunne registreres som ”kvinde”, hvis vedkommende biologisk er født som mand. Alt sammen ud fra den begrundelse, at man som kvinde risikerer diskrimination, chikane og fysiske overgreb alene på grund af sit køn. Opløses kønnet, forvitrer også forståelsen for kvinders udsatte position, lyder ræsonnementet.

Tiderne ændrer sig, og naturligvis skal køn og kønsidentiteter også kunne diskuteres.

Men uforsonligheden i den aktuelle debat er beskæmmende, og man kan frygte, at den aggressive og utålmodige fordømmelse kun vil skabe afstand, ikke forståelse. Eller som Aarhus-biskop Henrik Wigh-Poulsen beskrev det i dagbladet Politiken kort før nytår, hvor han forholdt sig til MeToo- og kønsdebatten: ”Noget af det mest skræmmende ved vores tid er, at vi afskriver hinanden som idioter. Der er en nødvendig besindelsesproces i det her, som kalder på alt andet end forhærdelse i hver sin position”.

Debatten om J.K. Rowling kan virke irrelevant i en dansk sammenhæng, men er et symbol på en identitetspolitisk udvikling, vi desværre også oplever herhjemme – senest i sagen om den kommunalt støttede litteraturfestival, der udelukkede hvide forfattere. Det er udvikling med et trist strejf af hævn og hån – og hvem vinder på det?