Det er et usædvanligt familiedrama, den danske befolkning i øjeblikket er publikum til. Rollelisten tæller blandt andre en dronning, en prins og en tidligere prinsesse, og hver gang man tror, forestillingen er ved at nå sin ende, og man roligt kan rejse sig fra salen, tager den en ny drejning. En ny kongelig træder ind på scenen og leverer en overraskende replik, der får publikum til at blive.
Sådan kan dagene, efter kongehuset onsdag udsendte en pressemeddelelse om, at dronning Margrethe har besluttet, at prins Joachims fire børn ved årsskiftet mister deres prinse- og prinsessetitler, beskrives. For pressemeddelelsen blev først efterfulgt af en kritik fra grevinde Alexandra, der er mor til to af børnene. Så udtalte en meget berørt prins Joachim, der ikke forstår, hvorfor hans børn skal "straffes på den måde", sig til både B.T. og Ekstra Bladet. Siden har blandt andre kronprinsesse Mary og dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte, kommenteret familiefejden.
Men selvom publikum måske nok stadig kigger mod den kongelige familie på scenen, er det ikke nødvendigvis med fornøjelse. Én ting er, at det er pinefuldt at være vidne til familiedramaet – noget andet er, at det slet ikke er den forestilling, danskerne har købt billet til.
Et monarki bygger og beror på illusioner. Den kongelige familie er ikke hvem som helst og må agere i kraft af deres særlige position i samfundet. De må indtage de roller, de er blevet givet – roller, som ikke har den slags replikker, man i øjeblikket hører fra prins Joachim, skrevet i manuskriptet. Den kongelige familie bør holde på formerne og bør holde sig for god til at lade en familiekonflikt om titler og sårede følelser udspille sig offentligt, som det er tilfældet i øjeblikket.
For hvis det ikke lykkes at opretholde fortællingen om et kongehus som noget særligt, affortrylles monarkiet, og så risikerer vi at miste det. Det skal undgås, for selvom et monarki på mange måder er i strid med forestillingen om et moderne demokratisk samfund, rummer det stor værdi i kraft af den historie og de dyder, kongehuset, som en slags levende kulturarv, repræsenterer i en verden under evig forandring.
Hvis kongehuset skal bevare sin relevans og betydning, må det vise sig hævet over familiestridigheder og tidsåndsspørgsmål og være en modvægt til den slags pinlige optrædener, som den kongelige familie nu er afsender på, og som i forvejen fylder alt for meget i tiden. Derfor burde kongehuset have holdt denne uoverensstemmelse inden døre, og det både undrer og ærgrer, at det ikke er lykkedes at behandle prins Joachims utilfredshed med Dronningens beslutning inden for de kongelige gemakker.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.