Kristeligt Dagblad mener: Korruption kan ødelægge støtten til Ukraine

Ukraine må gribe resolut og hurtigt ind mod den omfattende korruption, hvis verdens tillid skal bevares

"En korrupt kultur bekæmpes hverken let eller hurtigt, men Ukraine må vise viljen," skriver nyheds- og indlandsredaktør Morten Rasmussen.
"En korrupt kultur bekæmpes hverken let eller hurtigt, men Ukraine må vise viljen," skriver nyheds- og indlandsredaktør Morten Rasmussen. . Foto: Ukrainian Presidential Press Service Handout/EPA/Ritzau Scanpix.

Fra det internationale samfund, inklusive Danmark, har Ukraine siden den russiske invasion den 24. februar 2022 oplevet en kolossal opbakning – politisk, militært og økonomisk. USA, EU og en lang række af verdens lande har doneret ikke bare milliarder af kroner, men også våben, kampvogne og nu muligvis snart jagerfly, og dertil kommer tonsvis af nødhjælp, medicinsk udstyr og hjælp til genopbygning af ødelagt infrastruktur.

Dette er både nødvendigt og berettiget, for i krigen mod Rusland kæmper Ukraine både for landets overlevelse og for en verdensorden, hvor totalitære samfund ikke uhindret kan invadere og besætte andre nationer.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Men selvom Ukraine er blevet spydspids for den demokratiske verden, er landet på ingen måde selv det perfekte demokrati. Korruption har i årtier præget det ukrainske samfund, hvilket da også er en central årsag til, at landets mangeårige ønske om EU-medlemskab ikke er blevet virkelighed. Og selvom krigen mod Rusland burde samle befolkningen, bliver der stadig svindlet og bestukket på kryds og tværs. Eksempelvis kunne en ukrainsk journalist forleden afsløre, at det ukrainske forsvars køb af mad sker til priser, der er mere end dobbelt så høje som i supermarkedet. Årsag: Korrupte mellemmænd rager til sig på bekostning af de soldater, der sætter livet på spil.

Sagen fik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til straks at afsætte flere ledende personer, deriblandt landets viceforsvarsminister. Men dermed er problemet naturligvis ikke løst, for som beskrevet i dagens avis ligger Ukraine på en kedelig 116.-plads på organisationen Transparency Internationals netop udgivne liste over korruption i 2022, hvilket er på niveau med Angola og Zambia og den næstlaveste placering blandt alle europæiske lande, kun overgået af Rusland.

Korruptionen er ikke kun et problem for Ukraine, men også for den tillid, der er betingelsen for den fortsatte støtte til krigen mod Rusland. Inflation samt høje energi- og forbrugerpriser presser i forvejen borgere over hele verden, og den pris har millioner af mennesker vist sig klar til at betale. Spørgsmålet er dog, om det varer ved, hvis ikke Ukraine hurtigt og resolut får styr på korruptionen. Og her påhviler der også EU, USA og de lande, der bidrager til Ukraines kamp mod Rusland, at være klare og tydelige: Spil ikke hasard med verdens tillid, men grib resolut og hurtigt ind ved alle tilfælde af korruption.

En korrupt kultur bekæmpes hverken let eller hurtigt, men Ukraine må vise viljen. I det lys er det bekymrende, at ukrainske journalister har været i tvivl om, hvorvidt de skulle berette om korruptionen, vel vidende at det kan udhule omverdenens tillid. For ganske vist er Rusland den umiddelbare fjende, men på længere sigt er Ukraines bedste forsikring mod russiske trusler netop at opbygge et sandt og korruptionsfrit demokrati.

Dette er en leder. Lederen er udtryk for Kristeligt Dagblads holdning og skrives på skift af avisens redaktører.